Første afsnit...

Det havde sneet i flere dage og vejrguderne havde bredt en hvid dyne ud over landskabet. Stemningsfuldt så det ud, det hvide julekort der mødte Tommy, da han trak gardinerne fra stuevinduet og så ud i haven. Foderbrættets flotte spidse kobbertag, havde fået lagt adskillige centimeter til sin hvide bjørneskindshue. Han satte sig i hjørnesofaen og aktiverede ’Go’morgen Danmark’ på 32 tommer fladskærmen og skænkede kaffe i ’Verdens bedste far' kruset.

Reklamevirvaret satte i gang og som sædvanlig skulle han til at zappe over på en anden kanal, da et godt tilbud tonede frem på skærmen. Det var ikke fra ham der ’Dynelarsen’, nej det var ALDI der havde en flot 50 tommers LCD fladskærm fra Medion på tilbud til kun tolv tusinde kroner. Febrilsk trykkede han kortnummeret til Ulla, som på det tidspunkt havde været i gang på jobbet i fire timer.

De aftalte at køre til den nærmeste ALDI så snart hun kom hjem.

 

Tilbudsskærmen var revet væk! samtlige apparater var solgt allerede ved middagstid, kunne den ranglede ekspedient med det afrikanske look ”trøste” dem med. Han foreslog de i stedet kørte til Rungsted Bytorv, der var en lille chance.

 

Tommy og Ulla parkerede stationcaren i sneen der lå langs fortovet og skyndte sig ind i butikken, hvor heldet var med dem. Der var levnet præcis en stor Medion fladskærm, som stod på en palle og savnede en køber. Ulla så ud af øjenkrogen et ældre ægtepar, som havde sat kursen direkte mod ”deres” fjernsyn. Hurtigt driblede hun sin lille, vævre krop ind og ud mellem vinterklædte kunder, og nåede i sidste øjeblik at lægge sin luffebeklædte hånd på det monsterstore karton. Sejrssødmen lyste ud af hendes øjne, da hun modtog et stort knus af Tommy, mens det ældre ægtepar sendte dræberøjne i deres retning.

 

Papkassen fjernsynet var pakket ind i var stor, meget stor, alt for stor. Stationcarens bagagerum kunne ikke rumme den. Problemet med at få transporteret gigantpapkassen hjem, var til at få øje på. Ti dage til Jul. Alt optaget. Det var umuligt at få noget som helst transportfirma i tale, alle biler var optaget i snevejret, læsset med pakker til nær og fjern.
 

 

Når nøden er størst, er hjælpen som bekendt nærmest. En ældre mand spottede deres nød og kom hen til dem.

”Har I problemer med at få transporteret jeres ”lille” kasse hjem?”

Tommy og Ulla nikkede synkront.

Han smilede vennesælt til dem og blinkede med det ene øje.

”Skal jeg ikke køre den hjem for jer, der er masser af plads i Berlingoen.”

De vekslede blikke. Kunne det virkelig passe? Fandtes der sådanne mennesker? Et rent juleeventyr.

”Vil du virkelig gøre det for os?”.

Tommy havde allerede tegnedrengen halvt oppe af lommen.

”Vi betaler dig selvfølgelig for det.”

Manden rystede på hovedet.

”Jeg gør det med glæde, så har jeg overstået min gode julegerning for i år.”

 

Der var rigelig plads i hans bil. De aftalte at Ulla kørte med Frederik, som han havde præsenteret sig som, så kunne hun vise vej.

Tommy startede stationcaren og lagde sig i slipstrømmen af den mørkeblå Berlingo. Snart var de ude på Helsingørmotorvejen og om små femten minutter var tilbudsflimmeren sikkert i hus. Han mærkede den behagelige varme, der strømmede ud fra dyserne. Viskerne fjernede taktfast de stor snefnug der landede på forruden. Det var sen eftermiddag og mørket havde taget over. Han kneb øjnene sammen og havde svært ved at få øje på bilen han skulle følge tæt.

 

Speederpedalen blev aktiveret og han lagde sig ud i overhalingsbanen og strøg forbi to, tre, fire, fem biler uden at få øje på Berlingoen med fladskærmsflimmeren og ikke mindst hans elskede Ulla. De var væk!  

Angsten krøb ind på ham, maven snørede sig sammen og pulsen hamrede i hans øre. En bilist dyttede vedholdende, da han slingrede fra side til side. Det kunne ikke passe! Havde manden bortført Ulla, hans elskede? Hvorfor havde hun ikke taget det kørekort? Så ville han have siddet i bilen med den ”venlige” mand.

Han drejede af ved afkørslen til Humlebæk og kørte ind til siden for at slå alarm fra mobilen, da en chauffør i en lastbil med sneplov overså ham i det tætte snefald.

Andet afsnit...

 

Ulla og Frederik sad i Berlingo’en og hyggesnakkede. Han fortalte om sin tid i Grønland, hvor han havde været tilknyttet Sirius patruljen i en årrække og på et tidspunkt modtaget Fortjenstmedaljen af selveste Dronning Margrethe. Hun spurgte om det var ok at tænde en smøg og sad allerede parat med en hjemmerullet i den ene hånd og lighteren i den anden. Han drejede hovedet og så på hende med et underligt udtryk i øjnene. Svarede ikke på det stillede spørgsmål. Satte i stedet farten op og overhalede med stor hastighed tre fire biler inden om.

Ulla lagde den hjemmerullede tilbage i plastiketuiet. Hun følte sig med et utryg og i fare, den før så hyggelige small talk, var nu afløst af stilhed.

Han satte farten yderligere op.

- Hvad sker der, hvor skal du hen, hvorfor drejer du af ved Espergærde, når vi skal til Humlebæk, hvad har du gang i?   
Stemmen dirrede svagt.

Han svarede ikke men fortsatte sin aggressive kørsel i det tætte snevejr. Pludselig sagtnede han farten og drejede til højre ad en lille sidevej, hvor han kørte op over kantstenen og parkerede. En bagvedkørende bilist blinkede med det lange lys i protest over den uventede standsning. Frederik ignorerede det og rodede i handskerummet, hvor han fandt en sprøjte og en lille ampul frem. Ulla sad og betragtede ham med et vantro blik. Angsten havde lammet hende og hun gjorde ikke noget for at forhindre det, da han stak kanylen brutalt i hendes lår og injekterede det ukendte stof.


Tommy sad fortumlet med ansigtet mast op i Toyotaens airbag, som var blevet udløst da lastbilen ramte med stor kraft. Døren blev forsigtigt åbnet.

- Er du okay?

Det var lastbilchaufføren.

Tommy nikkede og forsøgte at bakse sig fri.

- Nu skal jeg hjælpe dig.

Den rødmossede mand pressede airbaggen tilbage, så Tommy kunne kante sig ud på fortovet, hvor han ør og fortumlet forsøgte at få et overblik over skaderne på bilen.

Chaufføren lagde trøstende sin kæmpelab af en hånd på hans skulder.

- Den komme du ikke til at køre mere i, den ser ud til at være totalskadet. Jeg har tilkaldt Falck, de skulle være her om nogle få minutter.

Tommy kløede sig i nakken, alt virkede uoverskueligt, Ulla var tilsyneladende bortført af en vildtfremmed mand og nu havde han ikke noget at køre i. Han greb fat i pelskraven på chaufførens pilotjakke.

- Du må hjælpe mig! 

- Rolig nu, det ser ikke ud til at der er sket dig noget særligt, airbaggen har reddet dig.

Desperationen lyste ud af Tommys øjne.

- Du forstår ikke, min kone er blevet bortført af en fremmed mand der kalder sig Frederik.

Chaufføren trådte forskrækket et par skridt tilbage og betragtede ham med skepsis.

- Bortført siger du, måske du alligevel skal et smut omkring skadestuen og have tjekket hovedet.

Tommy tog en dyb indånding helt ned i maven og forklarede i korte præcise vendinger, hvad han og Ulla havde været udsat for.


Ulla kneb øjnene sammen. Hovedet værkede og langsomt gik det op for hende, at hun befandt sig i et kælderrum, hvor en nøgen pære, svagt oplyste det fjerneste hjørne. Hendes arme og ben var bundet så stramt sammen med flere lag gaffatape, at hun ikke kunne bevæge sig. Hun stivnede og lyttede intenst. Langsomme trin lød ude fra en trappe. Han var på vej ned til hende. Angsten lammede hende og hun kunne mærke den sure smag af galde vælde op i halsen. Lyden af trinene hørte op og håndtaget på døren blev langsomt presset ned.

Tredje afsnit...

Chaufføren Kim, der havde kørt sin lastbil ind i Tommys stationcar, tog tophuen af og kløede sig i det kortklippede grå hår.

- Det er godt nok noget af en røverhistorie du der disker op med. Bortført siger du, tror du ikke bare du har mistet dem af syne i snevejret?

Tommy rystede på hovedet.

- Nej, jeg er sikke på han er kørt et sted hen med Ulla.

- Prøv nu at ringe hjem, det kunne jo være jeg havde ret. Måske sidder de og hygger sig med en kop kaffe og venter på at du skal komme. Tommy flåede mobilen op fra lommen i skindjakken og ringede Ullas nummer op.

 

Ulla så døren langsomt glide op. Ind trådte manden hun havde lært at kende som Frederik; men som sikkert hed noget helt andet.

Han gik hen og stillede sig ved hendes ubekvemme leje.

- Ligger du godt?

Hans stemme var hæs, hun fornemmede klart at han var seksuelt opstemt og frygtede for det der nu skulle ske. Trods sin hjælpeløse tilstand, lykkedes det hende at sende ham et rasende blik.

Han bøjede sig, så hans ansigt kun var nogle få centimeter fra hendes og slog en hæs latter op. Små klatter af spyt ramte hendes kind.

- Nu skal vi to rigtigt hygge os.

Hun mærkede hans stride grå skægstubbe, da han brutalt pressede sine læber mod hendes. En idé tog form i hjernens inderste kroge. Hun drejede ansigtet til side og fremstammede.

- Ville det ikke være bedre for dig, hvis du fjernede tapen?

Et overrasket udtryk tonede frem i hans øjne, da han rettede sig op.

- Jeg kan jo alligevel ikke løbe nogen steder.

Han kradsede sig i skægstubbene, mens han overvejede det uventede forslag. Så trak han en sortskaftet lommekniv op fra lommen og skar gaffatapen over og fjernede den.

- God idé, nu kan du også bedre sprede benene!

Hans hæse latter rungede hult i kælderrummet.

Ulla satte sig op og begyndte at gnide sine ømme håndled; men blev med det samme presset tilbage, så hun igen lå ned. Han lod sin hånd glide op langs indersiden af hendes lår og lænede sig ind over hende. Hun spillede med og begyndte at udstøde små suk. Det opildnede ham og han pressede igen sine læber mod hendes. Maven trak sig sammen i ubehag, da han stak sin tunge ind i munden på hende.

Så satte hun sin plan i værk og bed alt det hun kunne.

Skriget var øredøvende da han fjernede sig fra hende. Blodet drev ud imellem hans fingre, da han pressede hænderne mod munden.

Ulla spyttede, fyldt med væmmelse, et stykke blodigt tungespids ud på gulvet.

I det samme ringede hendes mobiltelefon. Hun trak den hurtigt op af lommen og besvarede opkaldet fra Tommy.

- Hjælp, han holder mig fanget i en kælder på en vej i Espergærde der hedder Hylde…

Forbindelsen blev afbrudt.

 

Tommy kunne mærke sin puls i tindingerne, hans mave var i oprør og det var tæt på han skulle kaste op.

Chaufføren tog fat i kraven på hans jakke.

- Hvem var det? Råbte han.

- Det var Ulla, min kone, han har spærret hende inde i en kælder et sted i Espergærde på en vej der hedder noget med hylde.

- Det må være Hyldevej. Kom det ligger kun omkring fire fem kilometer her fra.

Hurtigt satte de sig ind i den store blå lastbil, som havde en stor sneplov monteret foran. Sneen på vejene ville være deres mindste problem. Det store spørgsmål var, om de kunne finde frem til huset på Hyldevej hvor Ulla befandt sig i en kælder sammen med et sexmonster, der kaldte sig Frederik. Tiden ville være den afgørende faktor. Tommy var på det nærmeste lammet af frygt for hvad hans elskede kunne blive udsat for, mens Kim virkede stålsat og målrettet. Han øgede farten.


Grundet travlhed, har jeg ikke nået at afslutte "Flimmer på skærmen" Sorry!