Endnu et tog sagtner farten og standser ved perron fire. Valborgs blik søger ned langs togstammen. Hun afventer forventningsfuld, at dørene går op og Svend træder ud af en af dem. Utallige gange, har hun   forestillet sig sceneriet, hvor de, med gensyns tårer i øjnene kaster sig i hinandens favn og holder hinanden fast, for aldrig mere at give slip.

 

Skuffelsen lyser ud af hendes øjne, da dørene igen lukkes og toget bevæger sig væk fra perronen. Der er gået tre måneder siden krigen sluttede og hver dag lige siden, er hun trofast mødt op på Hovedbanegården. I håb om at gense Svend være blandt de rejsende.

 

Gestapo kom klokken to om natten. Støvletramp hele vejen op ad trapperne til tredje sal. Svend gemte sig under sengen. Sønnen Preben på tre, stod op i sin slidte tremmeseng og skreg, da de sortklædte mænd brutalt skubbede Valborg væk og stormede ind i lejligheden. Der gik mindre end to minutter, inden de fandt ham. De trak brutalt ham ud fra sit skjul og førte ham med sig ned ad trapperne. Blikket han nåede at sende Valborg, skulle senere hjemsøge hende i nattens drømme.

 

Valborg tænker tilbage på en af de få gange, hun fik lov at besøge Svend  hans uhumske celle på femte sal i Shellhuset. Husker, hvordan han, trods sin egen håbløse situation, forsøgte at trøste og opmuntre hende. Husker hans knuste fingre, som han forgæves prøvede at skjule for hende. Uden hans løn, som alenemor, havnede hun i konstante økonomiske problemer. Alligevel formåede hun at spinke og spare så meget, at det var muligt for hende, at sende pakker med undertøj, sokker og cigaretter. Et enkelt stykke chokolade, fandt hun også råd til. Svend sendte hende breve, hvori han fortalte, hvor godt han havde det. Løgn. En kæmpe løgn. Ene og alene for at hun skulle holde modet oppe. Da han blev interneret i Neuengammen, en arbejdslejr under koncentrationslejren Sachsenhausen, fulgte tyve måneder i frygtelig uvished.

 

Valborgs blå øjne fyldes med tårer og blænder synet. Hun ser konturerne af en høj mand, der kommer hen og sætter sig ved siden af hende på bænken. Han rømmer sig. Hun tørrer tårerne væk fra øjnene.

”Valborg?”

Hun genkender stemmen; men kan ikke placere den.

”Sidder du og venter på Svend?”

Hun holder vejret, vender sig og møder mandens blik.

”Anton?”

Hun kan næsten ikke genkende ham. Det rene skind og ben.

Han rømmer sig. Tydeligt berørt af situationen.

”Ja Valborg, det er, hvad der blev tilbage af Anton Severinsen.”

Han rømmer sig igen, tænder en hjemmerullet cigaret og flytter uroligt på sig. Valborg bliver kold helt ind i sjælen. Sekunderne der går, inden han igen taler, føles som evigheder.

Anton tager nænsomt Valborgs hånd i sin.

”Svend klarede den ikke”.

Valborg begynder at ryste.

”De sendte os på dødsmarch op gennem Nordtyskland. Fem døgn i Helvede. Svend var svækket af tyfus og bukkede under efter bare et døgn. Det gør mig ondt.”

Da ordene siver ind, breder en ro sig i Valborg. De rejser sig op næsten samtidig og lægger armene omkring hinanden. Sammen står de, forenet i trøst, mens travle rejsende haster forbi uden at ænse dem.