NÅR DØDEN MELDER PAS

Den iskolde vind får Ib til at knibe øjnene sammen og træde endnu hårdere i pedalerne. Gennem snefoget, kan han skimte gitterporten til det gamle skibsværft. Han foretager et herresving i tøsjappet, så cyklen er tæt på at skride ud. Endnu en gang redder hans gode reflekser ham og han når akkurat at rette op. En kollega parkerer sin cykel i skuret ved siden af hans.

"Er du frisk Ib?" spørger han.

"Så frisk man nu kan være. Min far er blevet indlagt på Rigshospitalet i nat. Det ser ikke ud til at han klarer det denne gang."

"Det gør mig ondt, han var en god mand. En rigtig hædersmand."

Ib nikker og kommer til at tænke på de utallige gange, han og moren har været på værtshusturne for at støve faren op. Når de endelig fandt ham, var det ofte i selskab med fremmede kvinder.

"Tro mig, han var meget afholdt, din far," fortsætter kollegaen og lægger trøstende armen om hans skulder.

 "Nu er han altså ikke død endnu," siger Ib og gør sig fri af kollegaens arm. Det irriterer ham, at han bliver ved med at omtale hans far i datid.

Han hilser med et nik på portvagten, da de lukkes ind på det store værftsområde. Klokken er kvart i fire og en lang aftenvagt venter forude. Han stempler ind og går ind i omklædningsrummet, hvor han skifter til mørkeblåt arbejdstøj. Lysten til at arbejde, kan ligge på et meget lille sted. Da han står ude på toilettet, begynder den nøgne loftspære at blinke, for til sidst at gå ud. Ib sigter så godt han kan mod kummen, da en tanke slår ned i ham.

 

Du skal ud til din far og det skal være nu!

 

Sekundet efter vender lyset tilbage. Han gør sig færdig og haster hen til værkførerkontoret, hvor Hemmingsen som vanligt sidder og gør notater i sin sorte bog. Da han ser Ib træde ind ad døren og møder hans blik, forstår han.

"Du smutter bare, af sted med dig. Jeg ringer efter en taxa."

Ib mærker gåsehud krible op og ned ad armene.

"Tak," mumler han og skynder sig ind og tager sin vindjakke på. Han undlader at skifte til sit eget tøj på, da han fornemmer at tiden er knap.

Taxaen holder allerede på den anden side af gitterporten og venter. Ib sætter sig ind på bagsædet og beder chaufføren køre til Rigshospitaler så hurtigt det er muligt.

Et kvarter senere åbner han døren ind til afdelingen, hvor faren er indlagt. Småløber hen mod stue treogtyve og standser sit løb, da han hører lyden af hurtige træskoskridt bag sig. Han vender sig, og ser at det er aftensygeplejersken. Da han ser ind i hendes øjne ved han besked. Hun behøver slet ikke at sige noget. Hans fars tilstand er forværret.

"Deres far ligger i koma, jeg har ringet og adviseret Deres mor og søster," siger sygeplejersken.

Ib mærker vreden i sig.

"Det er meget muligt; men De har ikke ringet til mig og jeg er hans værge," udbryder han.

Hun vælger klogelig at tie. En let rødmen træder frem i hendes kinder.

 

Forsigtigt trykker han håndtaget ned og åbner døren ind til stuen. Faren ligger på ryggen i sengen, med armene ned langs siderne. Som han ligger der, ser det ud som om han allerede er gået bort. Ib mener at have læst et sted, at det sidste et menneske mister er hørelsen. Så han tager sin fars behårede hånd i sin og begynder at tale lavmælt til ham.

"Jeg er hos dig far, du skal ikke være bange."

Faren reagerer ikke på hans stemme og virker uendelig fjern.

"Kan du huske farmors hus i Buddinge? Hvor har vi spist mange is hos hende."

"Eller dengang vi sejlede til Ven i onkel Hans' sejlbåd. Husker du hvor det stormede undervejs?"

 

Ib formår ikke længere, at holde gråden på afstand. Han læner sig ind mod faren og hvisker i hans øre, "jeg elsker dig."

 

Sekundet efter mærker han et svagt klem.

 

/Poul Erik Larsson