Tolv år er forsvundet op i den blå luft, siden jeg sidste gang besøgte den lille by hvor jeg voksede op. Nu skal det være, nu vil jeg gense alle barndommens gemmesteder, som ligger gemt væk et sted dybt forankret i min sjæl.

 

Med bankende hjerte sætter jeg mig ind i bilen og sætter kursen mod min barndommens gade. Vil al ting være som før, vil tykke fru Thomsen i nummer nitten stå og råbe sine fire unger ind at spise? Vil hendes mand, Magnus, stå i kridhvid ærmeløs undertrøje og polere løs på sin Mercedes taxa, uanset vejrliget? Og uanset hvor velpoleret den er? Naturligvis vil de ikke det, hvor dum kan man være. Jeg ryster på hovedet af mit tankemylder og mærker den lille knude i mellemgulvet tage til i størrelse. Hvorfor denne nervøsitet? Der er jo ikke noget at være bange for. Jeg skal ”bare” gense de steder, der uafladeligt dukker op i mine drømme og hvirvler mig tilbage til et virvar af begivenhedsrige, uforglemmelige dage.

 

Nu nærmer den lille blinde vej sig og en pludselig opstået ro blander sig med en varme i mit sind. Mine øjne løber i vand, eller er det tårer der presser sig på? Det kan ikke passe, jeg har ikke fældet en tåre siden dyrlægen aflivede Basko, min dejlige schæfer der havde fulgt mig hvor jeg gik. Jeg mærker vandet fra øjnene trille ned ad min kind og vifter det væk med bagsiden af hånden. Jeg må have fået støvkorn i dem, er allergisk over for støv. Det må være grunden.

 

Nu er jeg der, slår blinklyset til og drejer op ad Espekrogen. Alt er som det plejer, de gule murstensrækkehuse med røde tegltage ligger som de plejer. Jeg kører helt op til den lille vendeplads der afslutter vejen og standser midt i bakseriet med at vende bilen. Præcis her på dette sted, har jeg udkæmpet et ukendt antal fodboldkampe sammen med Lille Ole, Store Ole, Birger, Per, Bjarne, Lasse, Søren og endnu flere, hvis navne ikke stryger ind på min lystavle. Jeg undrer mig over hvor lille den vendeplads egentlig er, hvordan har vi kunnet spille fodboldkampe med op til fem drenge på hvert hold?

 

Jeg får omsider vendt bilen og triller ned og parkerer ud for nummer otte, mit barndomshjem. Før jeg går ind og ringer på, vil jeg slå et slag omkring de to rækkehuse, der ligger på hver side af vejen. Jeg vil se om mine initialer stadig står ridset ind i en af gavlens gule mursten. En kvinde passerer på den anden side af vejen og sender mistænksomme blikke i min retning. Jeg smiler og nikker. Hun lyser op og gengælder min hilsen.

 

Da jeg står nede ved gavlen, konstaterer jeg, at mit navn stadig står mejslet i stenen: ”MH 18/7-63”. Syvogfyrre år er der gået, hvor blev de af? Hvor blev barndommens sorgløse dage af? Når man ser tilbage på sit liv, fatter man ikke så hurtigt tiden flyver bort. Jeg lader blikket glide rundt en sidste gang på gavlen, hvor mine barndomsvenner har gjort som jeg, sat deres aftryk. Minderne overvælder mig, jeg tager en dyb indånding, vender mig og går tilbage mod nummer otte. Nu skal det være.   

 

Jeg genkender den gamle havelåge og smiler i mit sind, da den modstræbende og på knirkende hængsler går op. Langsomt går jeg op ad flisegangen. Haven er, som den altid har været, utrolig velplejet. Græsset er slået, hækken klippet snorlige og blomster overalt.

Knuden i mellemgulvet har vokset sig enorm, jeg overvejer at vende om, sætte mig i bilen og køre væk. Men jeg fortsætter med kursen sat mod den velkendte hoveddør, som går op da jeg mangler et par meter.

 

I døren står en lille gammel mand og lige bag ham står en endnu mindre, jævnaldrende kvinde, som træder frem med sin hånd rakt ud mod mig.

”Velkommen hjem, skal jeg tage jakken?”

Vandet i mine øjne transformerer sig til en syndflod af tårer.

Min mor aer min kind.

”Kom nu indenfor, far og jeg har sådan glædet os til du skulle komme.”