Sådan ændrede jeg livsstil fra den ene dag til den anden:

Torsdag d. 4. juni 2009 er gået hen og blevet en af de vigtigste dage i mit liv, det var nemlig på den dag jeg en gang for alle valgte at ændre min livsstil!

Jeg har altid været meget aktiv og startede som seksårig med at spille fodbold i BIF (Bagsværd Idrætsforening), hvor vi spillede i hvide bukser, sort trøje med et hvidt V og sort/hvid stribede strømper. Efter to år, blev spilledragten skiftet ud med A.B.’s grønne trøje med hvide ærmer, da Akademikerne flyttede fra Nørre Allé på Nørrebro til Bagsværd, nøjagtig samme rejse min familie og jeg foretog tre år tidligere. Efter tre knæoperationer som følgevirkninger af spillet på fodboldbanerne, valgte jeg i 1989 at lægge fodboldstøvlerne på hylden og købte i stedet en brugt bronzefarvet Motobecane racercykel. Det blev kærlighed ved første øjekast og jeg dyrker stadig racercyklen, nu i en full carbon udgave, med stor entusiasme og glæde. I starten af januar i år meldte jeg mig ind i HBC (Humlebæk Bicycle Club), da det er mit mål igen at køre nogle af de store løb som jeg deltog i for en del år siden.

Løb som ”Sjælland Rundt 319 km”, ”Vättern Rundan 300 km”, ”Rendsburg – Viborg 380 km”, ”Ritter Classic 110 km”, ”Sjælsø Rundt 125 km” og mange flere!


Det var et lille sidespring for at understrege, at jeg altid har været meget aktiv og haft motionsdelen på plads i mit liv.
Der hvor filmen for alvor er knækket, er mit indtag af god mad. En vane som blev grundlagt i drengeårene, hvor min far hver lørdag kørte til den lokale slagter i Bagsværd og købte lækkert skiveskåret pålæg, hjemmelavede salater, varme frikadeller og en masse andet der smagte alt for godt og som man (hvis man var mig) meget nemt kunne komme til at spise alt for meget af. Middagsmaden i det Larsson’ske hjem, blev altid ledsaget af en god og særdeles velsmagende sovs, som jeg også indtog min del af. Disse spisevaner tog jeg med over i mit voksenliv og min vægt voksede støt og roligt i takt med overspisningen af alt det gode mad, som jeg selv gennem livet er blevet en sand mester i at tilberede. Lige som jeg aldrig har haft problemer med at finde frem til den bedste slagter i de områder vi har boet. De vaner lagde jeg bag mig torsdag d. 4. juni 2009 og nu vil jeg beskrive udførligt hvordan jeg bar mig ad. Det er ret enkelt og lige ud ad landevejen og så er det pokkers effektivt, jeg har tabt over 25 kg efter 8 måneder og 10 dage!!

Lad mig starte med at slå en ting fast med syvtommer søm:


DU TABER DIG IKKE ALENE VED AT DYRKE MOTION, HVIS DU STADIG SIDDER FAST I DINE GAMLE SPISEVANER SOM JEG GJORDE DET!


Nu vil jeg koncentrere mig om den del, hvor kilo’ene begynder at rasle af dig, nemlig ved: 

DIT KOSTINDTAG!


Det første du skal gøre, er at danne dig et totalt overblik over hvad du spiser/drikker og hvor mange kalorier du indtager dagligt og jeg mener ALLE de kalorier der ryger indenbords!
Jeg gjorde det, at jeg vejede al min mad og drikke og skrev resultaterne ned på en lap pair, for derefter ved lejlighed at taste dem ind i et program på nettet der hedder:


www.madlog.dk


Prøv at tage en gratis tur i programmet før du bestiller det, så finder du ud af hvor enkelt det er!

Det koster ca. 1,40 kr. om dagen = 42,00 kr. om måneden. Og NEJ jeg har ikke økonomiske interesser i firmaet, det er bare det bedste der findes på markedet og tillige med billigt. Udgiften på 42 kr. om måneden bliver mange gange dækket ind af alt det du sparer i fremtidige indkøb. Det har jeg selv erfaret efter godt 8 måneder som kunde! Mange vil sige (og det har jeg også selv gjort), at det er alt for besværligt at skulle veje sin mad og drikkevarer hver gang man skal spise. Til det kan jeg kun sige, at indsatsen er minimal i forhold til det der kommer ud i den anden ende: ET STILLE, ROLIGT OG FREM FOR ALT SUNDT VÆGTTAB + BESPARELSER I FORM AF ÆNDREDE INDKØBSUDGIFTER!


For mit vedkommende, blev det ret hurtigt en naturlig del af min hverdag og jeg tænker ikke længere over at jeg gør det, for mit resultat taler for sig selv:


MINUS 25 KG PÅ 8 MÅNEDER!!


Når man begynder at taste sit indtag ind i madlog programmet, erfarer man hurtigt hvilke mad/drikkevarer man skal skære ned på eller for den sags skyld helt fjerne fra sine måltider. Jeg har også erfaret, at der altid er et eller andet der er færre kalorier i, som man kan bytte de kalorierige varer ud med og som er mindst lige så godt.

Kort fortalt bliver du hver dag lidt klogere på, hvad maden du køber indeholder af skjulte kaloriefælder!

I første omgang skal du fortsætte med at spise som du plejer, på den måde danner du dig et overblik over hvor stort dit daglig kalorieindtag er og hvordan energifordelingen er i form af fedt, protein og kulhydrat. Det jeg selv gjorde den første dag, var at jeg prøvede jeg at være fornuftig og ikke spise så meget som jeg plejede. Alligevel landede jeg på 2800 kalorier da dagen var omme og det var 800 kalorier for meget, hvis jeg ville nå mit mål og lande på en slutvægt der hed 80 kg. Fortsatte jeg med at indtage 2800 kalorier dagligt, ville min slutvægt komme til at ligge påhedde 112 kg!!! Jeg satte mig og nærstuderede mit indtag for den første dag på 2800 kalorier og fandt hurtigt frem til synderne, som var de gamle kendinge: smør, hvidt brød, kager, wienerbrød, fedtholdigt pålæg, kød, sovse, is, slik o.s.v.

På andendagen skar jeg ned på smørret, det hvide brød, det dyre slagterpålæg blev fjernet og erstattet med pålæg med mindre fedtindhold og mit kød til aftensmaden måtte ikke veje mere end 125 gr.

Resultatet for dag nummer to med ny livsstil, var et indtag på under 2000 kalorier og sådan fortsatte jeg resten af ugen. Da jeg, om morgenen på ugedagen for min livsstilsændring besteg vægten, havde jeg tabt 3 kg og min bedre halvdel, der var røget med på idéen med kontrol af kalorieindtaget havde smidt 2 kg.


NOGET AF ET RESULTAT DEN FØRSTE UGE, IKKE SANDT?


Konklusion:

Nu er der gået 36 uger og mit samlede vægttab er i dag onsdag d. 17/2-2010 oppe på:

25,4 kg



Og jeg taber mig fortsat og er stadig et pænt stykke fra mit mål på 80 kg;
Men jeg er 100% sikker på jeg kommer sikkert i havn

Jeg har ikke villet trætte jer med hvad mine måltider består af pt., men kan kort fortælle at jeg spiser hele 6 måltider om dagen. De sædvanlige 3 hovedmåltider og så har jeg lagt 3 mellemmåltid ind på strategisk vigtige tidspunkter i løbet af dagen, så forbrændingen og blodsukkeret er stabilt hele tiden. I slipper dog ikke for at se hvad mine mellemmåltider består af


Formiddag:
banan, æble eller anden frugt

Eftermiddag:grov toast med 10 gr. smøreost, gerne Blå Castello og Cheasy Rejeost

Aften:100 gr. appelsin, 60 gram vindruer og 16 gr. mørk 80% chokolade


I er altid velkomne til at kontakte mig, hvis I har spørgsmål til ovenstående.