Jeg havde set ham et utal af gange når jeg var ude og lufte min hund. Ansigtstræk der vidnede om et hårdt liv, gråsprængt fuldskæg, slidt grøn vindjakke og altid med en dåseøl fast forankret i næven. Nogle gange i selskab med en kvinde med et tilsvarende slidt udseende og lige som ham bærende på en dåseøl. Han hilste altid venligt når vores veje krydsedes og hvis jeg passerede ham i min bil, løftede han altid dåseøllen i vejret som en slags kombineret skål og hilsen. Ofte når jeg så ham, kom jeg til at tænke på hvilke påvirkninger i livet, der havde gjort ham til det menneske han fremstod som.

Forleden opstod chancen. Manden havde slået sig ned på bænken ved søens bred. Jeg var ude at lufte min hvide schæfer og slog vejen forbi hvor han sad og skuede ud over søens blanke overflade. Som sædvanlig nikkede han venligt da han så mig. Jeg nikkede igen og satte mig ved siden af ham.
"Hvor er det dog et dejligt vejr," indledte jeg samtalen.
Manden nikkede og tog en slurk af sin øl.
Der opstod en pause hvor ingen af os sagde noget. Vi sad begge og nød den gode udsigt, hvor træer og buske spejlede sig i søen.
"Hvor længe har du boet her i området? spurgte jeg.
"Lige siden de lukkede mig ud fra Sikringsanstalten."
Den havde jeg ikke set komme. Jeg sad et øjeblik og lod hans svar synke ind.
"Fjorten år," svarede han på spørgsmålet som jeg ikke selv havde mod til at stille.
Jeg rømmede mig et par gange for at klare stemmen.
"Hvad sad du inde for?"
Manden holdt en lille pause, hvori han tømte resten af dåsens indhold i en slurk. Det virkede som om han havde en indre dialog kørende om hvorvidt han skulle svare på mit direkte spørgsmål eller ej.
"Du behøver ikke at svare," begyndte jeg; men blev afbrudt af manden der havde tryllet en ny dåseøl frem fra jakkelommens skjul.
"Det er helt okay. Jeg sad inde fordi jeg…", hans stemme knækkede over af bevægelse.
Dårlig samvittighed begyndte at brede sig i mit sind.
"Du behøver ikke at sige mere," sagde jeg og blev igen afbrudt af manden der vinkede afværgende med hånden.
"Som jeg sagde før, det er helt okay. Mit problem er bare at jeg aldrig rigtigt har fået talt med nogen om det der skete dengang."
Jeg nikkede og ventede med tilbageholdt åndedræt på det, han lige om lidt ville betro mig.
"Jeg slog min kone og mine to små piger ihjel. Jeg skød dem da de lå og sov i deres senge. Bagefter satte jeg ild til vores hus."
Lamslået og chokeret over mandens bekendelser, lænede jeg mig tilbage på bænken. Jeg kunne ikke få et ord over mine læber.
"Min kone havde forelsket sig i en kollega. Hun ville forlade mig og tage pigerne med. Det slog simpelt hen klik. Jeg blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og idømt en behandlingsdom."
Manden havde knuget den fyldte øldåse så hårdt at øllet var løbet ud over hans hånd. Jeg kunne stadig ikke finde ord, sad bare chokeret og stirrede ud over søen.
Manden rømmede sig et par gange.
"Der går ikke en dag hvor jeg ikke savner dem. Det er min oprigtige straf. Ikke dommen." En enkelt tåre løsnede sit greb og trillede langsomt ned ad hans furede kind.
Jeg lagde min hånd på hans arm og så ham ind i hans rødsprængte øjne.
"Hvis du har brug for at tale mere om det der skete, skal du bare sige til."
Manden nikkede og gned sig i øjnene.

Jeg rejste mig og piftede efter Smilla, som var travlt optaget af at rulle sig i et eller andet nede ved sivene.