NI ANEMONER I MAJ

Lægerne på Herlev gav dig højst fjorten dage.
Canceren havde spredt sig.

Døden fulgte i hælene på canceren med leen klar til hug.

Tåreblændet plukkede jeg ni anemoner i Dageløkke. De var til dig.
Knugende dem i hånden gik jeg hjemad.

Forårssolens stråler legede døden og fik alle ni anemoner til at hænge slapt ned af min varme knyttede hånd. Dødsdømte som du.

Et glas med koldt vand gjorde mirakler.
Og alle rettede de sig op og stod englevagt.

Anemonerne stod ranke i glasset i ti dage.
Levende spredte de ni små lys i mørket. Ni små håb.

Lægerne på Herlev havde givet dig fjorten dage -
Men du snød dem og stjal fire måneder.

Fire måneder, hvor vi havde samtaler fra en anden verden.
Jeg lærte dig at kende i de måneder.

Bedre sent end aldrig - jeg elsker dig. 




















































Til min far
























































































DINE ØJNE

Første gang jeg så ind i dine øjne, 

viste du mig din sjæl så smuk.

 

Anden gang jeg så ind i dine øjne, 

vidste jeg at jeg havde fundet hjem.

 

Hver gang jeg ser ind i dine øjne, 

slår mit hjerte i dobbelt takt.

 

Jeg vil se ind i dine øjne, 

til den allersidste dag. 


















































Til min elskede


























































































SVANER PÅ TRÆK

Kraftfulde sus løfter mit blik mod en himmel så blå.

 

Tolv svaner i formation. Seks hvide, seks grå.

 

Taktfaste vingeslag, med løfte om forårets komme.

 

Fremmaner forventninger om lysere tider.

 

Mens frosten slår gnister i græsset og leger diamanter,

 

som gavmildt ligger strøet ud på min vej.

 

Tolv svaner på træk med indbygget GPS ændrer kurs.

 

Mens jeg går i den vanlige retning.













































Til børn og børnebørn
























































































EFTERÅR

- Alting, alt levende forfalder…

blade der hang så tæt og grønt..

roser der frydede vores øjne…

 

visner bort og dør for en stund.

 

- Det er mørketid og vi var aldrig…

aldrig forberedte.

Søens fugles yngel svømmer rundt..

næsten voksne…

 

forberedt til vinterens komme.

 

- Mange trin har vi trådt…

trådt på denne "vor" Jord..

og aldrig vidste vi hvor vi gik..

Vid dette efterår…

 

måske det sidste.

 

- Kom og forbered jer…

dette efterår virker bekendt..

på en ny og anderledes måde.

 

Kan det være starten..?

 













































Til børn og børnebørn






















































































FACEBOOK BLUES

Venner og fjender, krig og fred.

Stormavet mæt og knoglet sulten.

Forskellige guder, forskellige religioner.

 

Vinter, sommer og årstiderne før og efter.

Kvinde og mand med eller uden empati.

Alt tæller med i det endelige regnskab.

 

Himmel eller helvede, er der et valg?

Du blev givet et liv, ikke dit valg.

Hvem bestemte at netop du?

 

Venstre eller højre? Er der en forskel?

Jeg råber højt. Har markante meninger.

Ergo har jeg ret. Gu' har du ej!

 

Samfundsnassere eller ofre?

Hvor er arbejdspladserne?

Alle vil gerne bidrage, giv plads.

 

I got the blues - the facebook blues 

OM NATTEN

Om natten forsvinder jeg

ind i en Verden af mystik.

Her kan alt ske og alting sker.

 

Mænd og kvinder jeg aldrig har mødt,

påvirker min sjæl uvirkeligt,

og dog så nært.

 

Nogle gange ønsker jeg,

at forblive i den tilstand,

fjernt fra virkelighedens skræmmebilleder.

 

Men kaldes altid blidt tilbage,

af dig, min dyrebare skat.

Kun for dig vil jeg slå øjnene op.

 

Hør, nu kalder de på mig igen,

nattens prinsesser og dæmoner.

Svøb mig ind i drømmefriktion.

 

Og tag mig til steder,

jeg aldrig har været.

Til planeter jeg ikke vidste eksisterede.

 

/Poul Erik Larsson 10.08.2013



EVIGHEDEN

Hvor begynder og hvor ender evigheden?

Dumt spørgsmål!

Evigheden har ingen begyndelse og ingen slutning.

Evigheden varer for evigt.

                     

Hvor var jeg, inden jeg blev undfanget,

og min sjæl fik menneskeskikkelse?

Var jeg en del af evigheden?

Hvis ja, hvorfor ved jeg da så lidt?

 

Om man så samlede alverdens klogeste hjerner i én superhjerne,

og parrede den med summen af samtlige computersystemers kapacitet,

ville svaret svæve i vinden og forblive ukendt.

For ingen kan give et svar.

 

Hvis man derimod kravlede op og satte sig på den højeste bjergtop,

og lod vinden kærtegne sin sjæl,

kunne det være. Kunne det måske være,

at der blev løftet en flig.

 

/Poul Erik Larsson 17.08.2013

HÅB

Gnister af håb forsvinder lige så hurtigt som de opstår.

Tæller sandkorn i Sahara, men må opgive.

 

Robotarme knuger, knogler knaser.

Fuldmånen bryder nattens magi.

 

En pige spiller uafladelig sin blå bold mod muren.

Mens en guldsmed hjælpeløst flakser mod jorden.

 

Skygger skjuler skyggen af morgendagens komme.

Sirener skærer barberbladstynde skiver af stilheden.

 

Den blå bold svæver i en blød bue over muren.

Pigen fortsætter legen med en rød.

 

En drontes fjer lander i Ingenmandsland.

Nutid transformeres til datid, efterladende et krater i Universet.

 

/Poul Erik Larsson 18.08.2013

REFLEKTIONER

Spejlbilleder på vrangen, til lyden af toner der for længst er klinget af.

Viser kapitler af et liv, der i bakspejlet blev levet i overhalingsbanen.

 

Lyttende til vindens sang, som ekkoer mellem bjergenes klippefaste formationer.

I en evig søgen efter den manglende brik, til mysteriets puslespil.

 

Svaneungernes vinger er stærke og kan snart bære.

Inden dagen er omme, vil de flyve væk i gråhvid V-formation.

 

Mens årstidernes cyklus cirkulerer og bestandigt puster liv i evigheden.

Følger vi sanseløst med som blinde passagerer.

 

Personificeret som et fyrtårn på en vindblæst ø, lokkende skibe mod forlis.

Står manden med den sorte kappe og hvæsser leen.

 

Det er tid til at høste det, der forventningsfuldt blev sået.

Dengang alt var jomfruelig rent og uprøvet.

 

/Poul Erik Larsson 19-8-2013

ISDRONNINGEN

Spejlblank frossen, står hun og balancerer på den yderste spids af Nordpolen.

Omkranset af is, der gnistrer som myriader af diamanter.

 

Fortryllet, står jeg i en passende afstand og betragter hende.

Den iskolde skønhed fornemmer mit varme blik, der har dannet krystaller i hendes lange hår.

 

Hun vender sig uendeligt langsomt og peger på mig med en anklagende finger.

På et splitsekund fryser jeg til is, uden mulighed for at forsvare mig.

 

Alligevel fungerer min hjerne. Fungerer på en ny og uvant måde.

Tanker danner ord som skinnende perler på en kæde.

 

Alting står med ét mejslet i hvidt lys, der omslutter min bundfrosne krop,

der gør, at jeg er ude af stand til at bevæge så meget som en lillefinger.

 

Nu peger hun igen, Isdronningen. Jeg mærker en behagelig varme gennemstrømme kroppen.

Isen krakelerer.

 

Da jeg igen ser hen mod stedet hun stod, står i stedet en isbjørn med to unger.

Tanker om flugt, forplanter sig til fødderne; men jeg er ude af stand til at bevæge mig,.

 

Den mægtige isbjørn kommer, med sine kluntede unger i kølvandet, nærmere.

Da den når hen til mig puster den kærlighed i mit øre.

 

Søvndrukken slår jeg øjnene op og ser på kvinden, der ligger ved min side.

Var det kun en drøm? Eller var det et varsel om at passe bedre på vores klode?

 

Svaret blæser i den kolde østenvind, der står ind gennem vinduet og får de blå gardiner til at blafre.

FJERNE HORISONTER

Langt ude!

Helt derude, hvor Verden er forlænget med brædder.

Sidder jeg og lufter min sjæl.

Krænger den af mig og lader den for en stund svæve frit.

 

Når den vender tilbage.

Har den drømme med fra steder jeg ikke kan nå.

Drømme fyldt med håb.

 

/Poul Erik Larsson 22-08-2013

SPEJLSALE FORBUDT

Spejle er ikke hvad de har været.

Ligesom med badevægte.

Livet har unægtelig sat sine spor.

Især det alt for gode liv.

 

Når jeg smiler til mit spejlbillede,

gengældes smilet ikke.

Tvært i mod.

Den ældre mand i spejlet rækker tunge.

 

Så nu er det slut med spejle og badevægte.

Jeg har valgt at blokere dem på min venneliste

 

/Poul Erik Larsson 22-08-2013

ØJEBLIKSSITUATION

Tanker tumbler rundt i tørretumbleren.

Skal, skal ikke er det store spørgsmål.

Hvis ikke nu, så måske aldrig.

Minus til plus, er landskabet der spreder sig ud.

 

En ny tid banker forsigtigt på.

Lokkende, dragende som en tæve i løbetid.

Alligevel vakler jeg, er slet ikke parat.

Trænger til et kærligt spark, lige der, hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.

 

En regnbue spænder buen.

Irriterende summer fluen,

Måske jeg skulle overlade det til fruen.

 

Hvis ikke jeg vover, mister jeg mig selv.

Jævnfør en vis Hr. Kierkegaard.

Livet er hårdt, men uretfærdigt.

Og om lidt er kaffen klar.

 

/Poul Erik Larsson 24-08-2013

DET GAMLE EGETRÆ

Der står et gammelt Egetræ i skoven.

Efter dets volumen at dømme, bærer det hundredvis af år i sine ringe.

I den knudrede bark, er med knive ridset hjerter.

Kæresters initialer. For evigt forenet.

Hvis du varsomt lægger øret mod barken, vil du høre træet fortælle sit livs historie.

Om dengang, det bare var en undselig spire, der glimtede grønt i den sorte muld.

Foruroligende tæt på tilintetgørelse, da et rådyr mæskede sig.

Men kimen til træet, trodsede mirakuløst de dårlig odds og bed sig fast.

Voksede sig større og stærkere, som årene gik.

Lagde grene og kviste til travle fugles reder.

Så åndeløst til, når deres forpjuskede unger tog deres første afsæt.

Fyldtes med lettelse, når vingerne bar.

Lyttede henført, når nattergale skjult i løvhanget, sang smukke sange.

Nu er det, det ældste træ i skoven.

Træet, som de andre træer andægtigt lytter til,

når vinden suser i dets prægtige krone og giver svar på livets gåde.

 

 

/Poul Erik Larsson 27-08-2013

PÅ DEN SIDSTE DAG I AUGUST

På den sidste dag i august

forsvinder sommeren

og bliver til minder

om

sol over Gudhjem

bølgende kornmarker

køer på græs

musvåger i glideflugt

blå himmel

dannebrog i kolonihaver

kølige briser

dage med lykke

havblik

varmedis

svaler i leg

lyse aftener

kærlighed

holden i hånd

flygtige kys

 

 

/Poul Erik Larsson på den sidste dag i august 2013

FOR ENDEN AF REGNBUEN

FOR ENDEN AF REGNBUEN

står en pige med langt lyst hår og spiller violin.

Tonerne danner lydspor til en brat opvågnen,

efter en nat med mørke drømme.

Melodien er sørgmodig.

Som et langtrukkent svar på Dødens nærgående spørgsmål.

Nu standser pigen sit spil.

Brænder sit blik fast i mit, inden hun vender sig og forsvinder.

Regnbuen følger efter og bliver et med hendes lange lyse hår.

Stilheden der følger, fører mig tilbage i tiden.

Til dengang, der stod en krukke med guld for enden af regnbuen.

Nu er krukken væk.

Erstattet af en mand i uniform, som sigter på mig med et gevær.

 

/Poul Erik Larsson 02-09-2013

TID

Som sandkorn i timeglasset, tikker sekunderne af sted.

Forvandles til minutter, timer, dage, uger, måneder og år.

Nuet skaber æteriske minder, der delvist fordamper i glemslens tåger.

Kun de unikke brænder sig fast og holder stædigt ved.

Mange indtil det sidste åndedrag.

Skabt er de i barndommens leg, ungdommens dårskab og voksenlivets traumer.

Nogle mareridtagtige som i en gyser, med dig i hovedrollen.

Andre lyse og lette som støvet på en sommerfugls vinger.

 

/Poul Erik Larsson  04-09-2013