Han sidder som altid ved aftenstide på bænken ved lystbådehavnen. Hver dag efter aftensmaden, griber han stokken med sølvbeslaget og går derned. Uanset vejrliget.

Hele dagen har solen skinnet fra en næsten skyfri himmel, hvor kun de mindste lammeskyer har fået lov at lege med.


Nu er den ved at ende sin bane, flere skyer har rottet sig sammen og gjort det køligere. Han retter lidt på den slidte kasket, der har fulgt ham lige siden han fik den af Ingrid på sin halvtredsårsdag. Det er godt seksogtredive år siden. Han fyldes med varme, da han mindes sin Ingrid. Hun var det bedste der havde hændt ham i et slidsomt liv, hvor der havde været langt mellem lyspunkterne. Et lille smil bryder frem i det furede, gråskæggede ansigt. Havde det ikke været for hende, ville hans liv have været tomt og ensomt.


Nøjagtigt som det har været, siden hun en novemberaften for tre år siden udåndede i hans arme. Han husker stadig hendes ansigtsudtryk efter døden havde favnet og taget hende fra ham. De klare blå øjne bliver blanke, hvor han dog savner hendes milde latter og kærlige væsen. Aldrig havde hun rettet et vredt ord mod ham, aldrig havde hun svigtet ham. Altid havde hun været der for ham og altid havde hun opmuntret ham når det hele blev for meget. En forræderisk tåre slipper sit tag og triller langsom ned ad den rynkede kind.   


Det giver et sæt i ham, da en kvinde kommer hen og sætter sig ved siden af ham, helt tæt. Han rykker sig et par centimeter til siden, hun rykker med så de næsten rører hinanden.
Da han langsomt vender sig og møder hendes blik, er det som om Jorden i en brøkdel af et sekund standser sin rotation.

- Ingrid?

Hun nikker og ser med tindrende øjne på ham.

 

Han er med et blevet stum, ordene sidder fast i halsen. Da hun stikker armen ind under hans, bryder aftensolen gennem et hul i skyerne og lyser deres ansigter op.

- Kender jeg dig? Får han fremstammet og kender allerede svaret.