KOMMER VINTER KOMMER VÅR


Første del

 

Juni solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. En solsorts sang, ledsaget af renovationsarbejdernes skramlen, bød en ny dag velkommen. Vækkeuret blandede sig utidigt og insisterende. Hun skyndte sig at slå ned på afbryderknappen, ville nødigt vække ham.

 

Hverdagens morgenritualer blev udført efter samme recept. Skipper skulle som det første luftes og stepdansede utålmodigt på parketgulvet, tissetrængende og ivrig efter at komme ud.  

Anita åbnede døren og indsnusede duften af nyslået græs og blomster der stod i flor, alt sammen ledsaget af en symfoni af fuglestemmer.

 

Men ikke alt var idyl. Med et stik af vemod kom hun til at tænke på lillesøsteren, og hvor lang tid der var gået siden de sidst havde været sammen. Savnet gjorde hende trist til mode. Camilla havde for ti år siden giftet sig med sin Fabio. Efter brylluppet havde de slået sig ned i hans fødeby på Sicilien, en lille landsby femogtyve kilometer fra Catania.

De første seks år, havde de regelmæssigt aflagt fire uger lange besøg. Havde sågar i vinterhalvåret deltaget på aftenskole i Italiensk for begyndere og senere Italiensk for viderekomne. Dejlige minder.

Sicilien var noget helt specielt. Uforglemmelige solnedgange, med Etna som medspiller i kulissen. Samværet mellem hende og søsteren. John og Fabio på slap line efter for meget rødvin til aftensmaden. Hun kom til at smile ved tanken om de to spasmagere. En gang havde de, med plasticspande over hovedet og flütes i hånden, tumlet blindt rundt i jagten efter hinanden. Hvor hun savnede de lykkestunder.

 

Det var nu to år siden sidste besøg. Årsagen havde i høj grad været tiltagende problemer på Johns arbejdsplads, som følge af fyringen. Det havde effektivt sat Sicilien på vågeblus.

Som det så ofte var sket i den senere tid, blev tankerne rettet ind på hende og John. Var de ved at glide fra hinanden? Han var blevet så indadvendt og bitter, nogle gange umulig at tale med.

Der måtte snart ske et eller andet, det var ikke holdbart.


En lang og krævende dag ventede på kontoret.

    

Anden del

 
Det var længe siden hun havde set de fine små rynker, der omkransede hans gråblå øjne. Dem der dukkede op når han smilede.

 

Denne eftermiddag føltes alting anderledes, der var en intens spænding i luften. Han rømmede sig.
”Vi bliver nødt til at tale sammen om os to”.

De satte sig overfor hinanden ved det lille køkkenbord, sådan som de havde siddet utallige gange under dagens forskellige måltider. Hun ønskede sig inderligt tilbage til en af de gange; men fornemmede på hans kropssprog, at der var noget ubehageligt i vente. Suget i maven forstærkedes.

 

I løbet af det sidste stykke tid, var han blevet ældre at se på. Øjnene uden liv, håret mere gråt og det ellers så velplejede fuldskæg blev ikke længere trimmet.

Den uventede opsigelse havde været et hårdt slag, livet var sat på standby. Den mørkeblå racercykel, med den smarte computer og de mange gear, stod ubenyttet hen. Hun tænkte på de timelange ture, hvor han afbalancerede sindet og vendte hjem som forvandlet.

 

Han rømmede sig igen. 
”Jeg ved godt det ikke har været nemt for dig”. Hendes øjne blev blanke, tårer trængte sig på, hvad ville der nu komme?

”Det skal være slut fra nu af, det går simpelthen ikke længere!”
Ja, ja, kom nu, hvad er det der ikke går længere? Hun ventede det værste, knoerne var blevet kridhvide, af det hårde greb i bordkanten.

Han holdt en lille pause og tog så en dyb indåndig.
”Jeg har bestilt en rejse til Sicilien, vi rejser om en uge”.

Grebet i bordkanten løsnedes.

”Hva..hvad?” fremstammede hun og så lige ind i to gråblå øjne, omkranset af fine små smilerynker.