SKALDE JENSEN

Året var 1963, det var midt i maj og jeg var fjorten år.

Når jeg kom på besøg hos mine forældre, mere end halvtreds år senere, kunne jeg godt se, at det bare var halvtreds, tres træer, der allernådigst havde fået lov at overleve mellem parcellerne på den ene side og rækkehusene på den anden. Men for os børn, var det en skov og ikke en hvilken som helst skov. Det var vores egen helt private skov. Her tilbragte jeg utallige timer efter skoletid, i selskab med Lille Ole, Jan, Birger, Per og alle de andre rødder, der boede i de gule murstensrækkehuse med de røde tegltage. Vores fristed. Det var her vi byggede huler i træerne og under jorden. Det var her vi skærpede de sanser, der lå latent og ventede på udfordringer.

Jeg havde opdaget en solsorterede i en busk. Hunnen lå tålmodigt og rugede på sine fire lysegrønne æg, mens hannen havde travlt med at finde mad. Det var min rede, min hemmelighed, som jeg holdt for mig selv. Hver morgen inden skoletid, måtte jeg lige hen for at se om æggene var blevet klækket i løbet af natten. I starten skældte hannen voldsomt ud, når jeg forsigtigt nærmede mig og stillede mig på tå, for bedre at kunne se. Men efter nogle få besøg, var det som om jeg blev blåstemplet af solsorteparret. Endda i en sådan grad, at jeg fik lov til, at komme den rugende hun helt nær. Hun vidste, at jeg ikke ville hende og hendes dyrebare æg noget ondt. Jeg fik heller ikke skældud af hannen. Efter endt skolegang, var proceduren den samme. Som det første, skulle jeg sikre mig, at "min" solsortefamilie havde det godt.

En eftermiddag, var alt ikke som det skulle være.

I nummer seksten boede Skalde Jensen med sin kone og deres to sønner. Palle som var på min alder og Kelly, der var et par år yngre. Øgenavnet havde han pådraget sig af den simple grund, at der ikke groede det, der kunne minde om et hår på hans blankpolerede isse. Familien Jensen havde valgt at holde sig for sig selv og deltog aldrig i fællesarrangementerne. Sønnerne skilte sig ud fra mængden og var mildt sagt ikke som drenge er flest.

Da jeg gik ud gennem lågen i vores baghave, var det første jeg fik øje på,  Palle og hans lillebror Kelly. De havde revet reden ud fra de trygge rammer i busken. Mit hjerte hamrede i mit bryst, da jeg løb så hurtigt som jeg kunne hen mod dem. Men jeg kom for sent. Alt for sent. På jorden lå fire forsvarsløse, nøgne solsorteunger. Alle med øjnene stukket ud og vingerne flået af. Palle og Kelly sad på hug, på hver side af deres ugerning og så forbavset op på mig. Rasende fyrede jeg et knytnæveslag af, som ramte Palle midt i hans fregnede fjæs. Blodet sprøjtede fra hans næse. Kelly kom sin storebror til hjælp. Kun for at løbe ind i min lige venstre, der strakte ham til jorden. Palle rejste sig og forsøgte at stikke af, men jeg løb ham op som ingenting og gennembankede ham. Aldrig havde jeg følt så megen afmagt og raseri i min krop. Aldrig! Og aldrig før, har to ondskabsfulde drenge fået så mange bank, som den dag i "Skoven".

Da jeg forlod dem, lå de blodige og  forslåede på jorden. Ved siden af dem, lå fire mishandlede solsorteunger og et sted oppe fra et af de høje træer, skræppede to solsorte højt og skingert.

En time senere fik jeg at vide af en af mine venner, at Skalde Jensen ledte efter mig. Så jeg valgte at gemme mig et sted, vi kaldte Volden. Stedet blev senere en del af Motorringvej tre. To af mine bedste venner, Lille Ole og Birger Rasmussen, cyklede med, da jeg fortalte dem, at Skalde Jensen jagtede mig, på grund af  de øretæver, jeg ligelig havde fordelt mellem hans sønner. Jeg fortalte dem også om solsorteungerne, de havde mishandlet. Vi stod oppe på betonelementerne til den kommende motorvej, da vi fik øje på Skalde Jensen, som kom cyklende i rasende fart hen ad Haspegårdsvej. Da han fik øje på mig, steg han af cyklen og rakte truende sin knyttede næve i vejret. Heldigvis stod jeg i betryggende afstand. Et sted han ikke kunne nå. Da han igen steg på cyklen, vinkede jeg fræk som en slagterhund, farvel til ham. Han så det og jeg så raseriet i hans ansigt. Da Skalde Jensen var kørt, steg vi på cyklerne og cyklede ned ad Klausdalsbrovej i retning mod Gladsaxe Møllevej. Vi skulle så langt væk som muligt fra den afsindigt,  rasende mand.

Senere om aftenen, stod vi med vores cykler på Haspegårdsvej og kiggede op ad Haspekrogen, hvor vi boede. Skalle Jensen kom løbende, med kurs direkte mod os. Jeg sagde til Lille Ole og Birger, at jeg ikke længere orkede at flygte. Jeg var parat til at tage, hvad der måtte komme. De nikkede indforstået. Så jeg troede, at de ville blive stående for at bakke mig op. Men ak, de stak af i hver sin retning, lige inden han nåede ned til os. Der stod jeg, mutters alene over for en rødglødende Skalde Jensen.

Han gik bersærkergang. Væltede mig ind over min cykel, så jeg landede med ryggen mod en af pedalerne. Begyndte at overdængede mig med slag og spark. Jeg krummede mig sammen, for at beskytte mig bedst muligt. Det lykkedes mig, at flå den ene af hans træsko af og smide den over en hæk, ind i en have. Pludselig stoppede han sit rasende angreb og flygtede over hals og hoved fra stedet. Flere af beboerne fra rækkehusene kom til og fik bugseret mig hjem i vores forhave, som snart var fyldt op med mine venner og andre tililende naboer. Min far tilkaldte politi og ambulance. Alle var i oprør over det han havde gjort.

På skadestuen viste røntgenbillederne, at der var brud på flere af mine ribben. Foranlediget af pedalen og de mange spark, han havde tildelt mig.

Når Palle og Kelly efter den dag fik øje så mig, gik de klogelig i en stor bue uden om. Jeg håber inderligt, at jeg fik banket bare en smule fornuft ind i deres hoveder. Senere erfarede jeg, at Skalde Jensen var sluppet med en betinget dom og en overkommelig bøde.