FÆLDEN

1958. Jeg var ni år.

De to gyldne dalere lå på køkkenbordet og skinnede i lyset fra forårssolen. Lokkende. Fristelsen var stor, alt for stor. Med et snuptag forsvandt de ned i min

bukselomme. Alle kammeraterne havde for længst anskaffet sig et langskaftet hvidt fiskenet, for det var nu der var store flotte salamandere i vandhullet ved Volles mark. Der gik sågar rygter om, at der var en dreng der havde fanget en Kongesalamander. Større kunne det ikke blive.

Timerne efter skoletid, brugte jeg til at afprøve det nyindkøbte fiskenet, som havde kostet fire kroner. Mine bedste venner, Ole, Jan og Birger havde beundrende holdt det i hånden og allernådigst fået lov at trække det igennem vandhullet en enkelt gang. Deres net var ikke helt af samme kvalitet, så de var misundelige. Det tog ikke lang tid, at fylde mit medbragte syltetøjsglas med flotte salamandere, der alle desperat svømmede rundt for at slippe ud.

Hjemme i kælderen, fyldte jeg min mors gruekedel med vand og plumpede fangsten ned til bedre omgivelser. I bunden havde jeg anbragt sten og sand, som jeg havde hentet på legepladsen, der lå bag vores baghave. Med sandet havde jeg bygget små volde, salamanderne kunne bevæge sig op på, når de havde brug for et hvil.

Ude på vejen, stod jeg og pralede med min fangst over for de andre drenge. Nogle af pigerne var med på en lytter. Ud af øjenkrogen, så jeg min fars røde folkevogn. Der gik ikke mange minutter, inden mit navn gjaldede inde fra nummer otte. Der var en ildevarslende klang i råbet.

Sort samvittighed vældede op i mig, da jeg med bøjet hoved gik op ad den flisebelagte havegang mod den åbenstående hoveddør, hvor min far stod og ventede i døråbningen. Han havde dybe rynker i panden.

”Kom lige med ud i køkkenet, der er noget jeg skal spørge dig om.”

Jeg luskede nervøst efter ham.

”Kender du noget til de to dalere, der lå på køkkenbordet og som nu er forsvundet?”

”Nej,” løj jeg op i hans åbne ansigt.

”Hvor har du det fiskenet fra?”

Mit nyindkøb begyndte at brænde i hånden.

”Det har jeg byttet mig til med Øster,” bryggede jeg videre på løgnen.

Øster var min klassekammerat Henrik Østerberg, som boede i behagelig lang afstand fra os.

”Hvad gav du i bytte?”

”Mine Wild West blade." Løgnen ville ingen ende tage.

Min far så mig dybt i øjnene.

”Jeg tror vi to bliver nødt til at besøge Øster og spørge om det er sandt. Skal vi køre?”

Jeg nikkede, selv om et besøg hos Øster, var det jeg allermindst havde lyst til lige nu.

Turen ved siden af min far, i vores røde folkevogn, har for evigt taget bo i erindringen. Da vi nåede hen til huset, hvor "Øster" boede, vendte han sig langsomt om mod mig.

”Er du helt sikker på, at du har byttet dig til det net med Øster?”

”Nej,” svarede jeg og vidste hvad der ventede i kælderen, når vi kom hjem.

Efterskrift.

Grundet mistanke om smårapserier af  småmønter fra sin jakkelomme, havde min far anbragt de to dalere på køkkenbordet. En fælde, som jeg plumpede i med brask og bram. Mine forældre var på det tidspunkt overbeviste om, at jeg en dag ville havne et sted, hvor der kun sad et håndtag på døren og det udvendigt. Hvis de havde givet lidt lommepenge i ny og næ, var det sikkert ikke sket. Som niårig knægt, ønskede jeg blot det samme, som mine  kammeraterne havde mulighed for at købe.

Det skal oplyses, at jeg siden har holdt mig inden for lovens rammer. Hvis man lige ser bort fra et par fartbøde r.