LIV

 

Det mørke vand lukker sig sammen og skjuler hvad der lige er sket. Jeg hiver efter vejret. Ænser ikke, at mit våde tøj klæber til kroppen.

Hun er væk!

Ufatteligt!

Uvirkeligt!

Jeg må ud i vandet. Ned i den mørkegrønne, grumsede skovsø.

Mit hjerte hamrer.

Lungerne brænder.

Halsen snører sig sammen og besværliggør min vejrtrækning . Den røde kano ligger med bunden i vejret og signalerer afstanden til, hvor hun forsvandt for øjnene af mig.

Dyb indånding

Ser i alle retninger.

Kan ikke finde hende!

Op!

Jeg må op og hive livgivende luft ned i mine forpinte lunger.

Ser, at der  kun mangler få meter hen til kanoen.

Dykker ned igen.

Der er hun!

Jeg kan se hendes lyserøde T-shirt med bamsemotivet på brystet.

Desperate, kraftfulde svømmetag bringer mig hen ved siden af hende.

Hendes øjne er lukkede.

Der siver små bobler ud af hendes mund og næsebor.

Jeg griber krampagtigt fat i hendes arm og hiver hende ind til mig.

Stiger op mod lyset og svømmer ind mod søbredden.

Lægger hende varsomt i græsset og lytter.

Intet hjertesalg!

Hun er livløs! 

Jeg anbringer forsigtigt fingerspidsen mod hendes halspulsåre.

Stadig ingen reaktion!

Splitsekunder fra at gå i panik!

Min hjerne er sat i bakgear!

Prøver desperat at huske førstehjælpskurset jeg deltog i, for år tilbage.

Husker med ét instruktørens ord.

Et hårdt slag med knytnæven mod brystkassen i hjertesiden.

Men hun er kun syv!

En spinkel, lyshåret pige!  

Hvor hårdt slår man en syvårig spinkel pige?

Der er ingen betænkningstid.

Tiden er kostbar.

Jeg hamrer knytnæven mod hendes brystkasse.

Puster luft ind i hendes mund.

Går robotagtigt i gang med hjertemassage.

Puster ny luft ind i hendes mund.

Får munden fuld af søvand, da hun gylper og gisper.

Livet er vendt tilbage!

Tårer løber ned ad mine kinder.

Glædestårer!

Lettelsestårer!

Bange, blå øjne stirrer forvirret ind i mine.

Rolig min pige, rolig!

Far er hos dig.

Jeg knuger hende hårdt ind mod mit bryst og ønsker aldrig at give slip.