KRAGEN I SLOTTET
Hun var en sølle gammel kvinde, der
boede i et forfaldent træhus, som vi knægte havde døbt Krageslottet. Hun var
som taget ud af et eventyr, skrevet af Brødrene Grimm. Så meget mindede hun om
en heks, når hun bevægede sig rundt i flagrende sorte gevandter i sin tilgroede
have. Hendes krumme næse med den behårede vorte, fuldendte billedet.
Da tiden nærmede sig, listede jeg på strømpefødder ned ad trappen og sørgede omhyggeligt for at undgå trinnet der altid knirkede, når man trådte på det. Da jeg forsigtigt åbnede hoveddøren, blev jeg mødt af en kraftig blæst. Lille Ole stod på den anden side af havelågen og vinkede opmuntrende til mig, i det matte gullige skær fra lygtepælen. Vi havde begge glemt at få vores vindjakker med. For at få varmen, begyndte vi at småløbe ned mod Volles mark. Det var buldrende mørkt og luften var ladet med uvejr.
Vi gik småfrysende ind på marken, hvor vi blev mødt af Birger og Jan, der betragtede os med bange øjne. Langsomt bevægede vi os igennem det høje græs, ned mod nabogrunden. Der var kun et par minutter til midnat, da jeg tænderklaprende og med rystende fingre, fjernede de to løse brædder, som jeg vidste, at der var i plankeværket. En efter en klemte vi drenge os ind på den anden side. Ind til heksen. Der lå det, Krageslottet, sort, dystert og forfaldent. Fra et af vinduerne på første sal, kunne man svagt ane et lysskær bag de slidte gardiner.
Da jeg igen turde trække vejret, opdagede jeg, at Lille Ole og Birger var som sunket i jorden. Forvirret så jeg mig omkring og begyndte panikslagent, at stavre hen mod hullet i plankeværket. Lige som jeg skulle til at kravle igennem det, blev jeg angrebet af kragen, som fløj direkte mod mit ansigt. Det var kun i allersidste øjeblik, at det lykkedes mig at undgå den arrige fugls spidse, blodige næb. Da jeg igen stod inde på Volles mark, samlede jeg et af de løse brædder op fra jorden, parat til at forsvare mig mod den angrebslystne fugl. Sådan stod jeg afventende i nogle minutter. Intet skete. Kragen var tilsyneladende fløjet tilbage til huset. Jeg åndede lettet op, tog benene på nakken og spurtede gennem styrtregnen hjem til vores rækkehus.
Ubemærket låste jeg mig ind, listede op ad trappen og ind på mit lille kammer. Jeg lagde jeg mig på sengen og stirrede ind i væggen. Det puslede ude på gangen og lidt efter blev der forsigtigt banket på min dør. Min mor åbnede den og stak hovedet indenfor. Da hun så udtrykket i mit ansigt, satte hun sig på sengekanten og lagde hånden beroligende på min svedige pande.
"Rolig," sagde hun, "Du
har haft mareridt min ven. nu henter jeg et par piller, så vi kan få feberen
slået ned.
Om morgenen blev jeg vækket af en bankelyd, som viste sig at komme fra det lille tagvindue i kammeret. Da jeg åbnede det, så jeg lige ind i kragens ravgule øjne.
Seneste kommentarer