KRAGEN I SLOTTET                                                                                 

Hun var en sølle gammel kvinde, der boede i et forfaldent træhus, som vi knægte havde døbt Krageslottet. Hun var som taget ud af et eventyr, skrevet af Brødrene Grimm. Så meget mindede hun om en heks, når hun bevægede sig rundt i flagrende sorte gevandter i sin tilgroede have. Hendes krumme næse med den behårede vorte, fuldendte billedet. 

  Min bedste ven Lille Ole og jeg, havde i det store frikvarter bildt Jan og Birger fra klassen ind, at der fandtes et sted nede bag Volles mark, hvor der boede en vaskeægte heks i et hus, der hed Krageslottet. Vi fortalte også, at hun ved midnatstide forvandlede sig til en kulsort krage og fløj rundt og stjal smykker og sølvtøj fra folks huse.

  Hverken Jan eller Birger troede på historien, så vi udfordrede dem til at tage med ned til Krageslottet når klokken slog midnatstimen ind, så de ved selvsyn kunne se, at vi talte sandt. Først lo de og forsøgte at latterliggøre vores historie; men da vi hårdnakket blev ved at påstå, at det var sandt, indvilgede de i at mødes med os på Volles mark et kvarter før midnat.

Da tiden nærmede sig, listede jeg på strømpefødder ned ad trappen og sørgede omhyggeligt for at undgå trinnet der altid knirkede, når man trådte på det. Da jeg forsigtigt åbnede hoveddøren, blev jeg mødt af en kraftig blæst. Lille Ole stod på den anden side af havelågen og vinkede opmuntrende til mig, i det matte gullige skær fra lygtepælen. Vi havde begge glemt at få vores vindjakker med. For at få varmen, begyndte vi at småløbe ned mod Volles mark. Det var buldrende mørkt og luften var ladet med uvejr.

Vi gik småfrysende ind på marken, hvor vi blev mødt af Birger og Jan, der betragtede os med bange øjne. Langsomt bevægede vi os igennem det høje græs, ned mod nabogrunden. Der var kun et par minutter til midnat, da jeg tænderklaprende og med rystende fingre, fjernede de to løse brædder, som jeg vidste, at der var i plankeværket. En efter en klemte vi drenge os ind på den anden side. Ind til heksen. Der lå det, Krageslottet, sort, dystert og forfaldent. Fra et af vinduerne på første sal, kunne man svagt ane et lysskær bag de slidte gardiner.

  Mit hjerte dunkede af angst, da jeg så op mod det faretruende hus. Ingen af os turde mæle et ord. Jan, der var den ældste og derfor anså sig selv for at være den modigste, mandede sig op og kravlede som den første gennem det høje, våde græs, hen mod huset. Pludselig skete noget uventet. Vi kiggede op mod tagryggen og så en stor krage, der med flaksende vinger satte i et styrtdyk, med kurs direkte mod Jan. Det skingre skrig, da kragen spiddede hans ene øje, skar gennem natten og frøs vore hjerter til is. I vores panikagtige tilstand, så vi kragen lette med øjet i næbbet og flyve ind ad et åbentstående vindue på husets første sal. Tiden stod stille. Vi var ikke i stand til at tænke en eneste fornuftig tanke. Til vores rædsel, så vi hoveddøren langsomt blive åbnet. Den sortklædte gamle kvinde komme til syne, krumrygget med en knortekæp i sin benede hånd. Frygten naglede os til stedet. Vi var som i trance og kunne ikke flytte fødderne. Jan skreg hjerteskærende. Da han et kort øjeblik fjernede hånden fra sit blodtilsølede ansigt, kunne vi se det makabre hul, hvor øjet havde siddet. Med tilbageholdt åndedræt, fulgte jeg med i det rædselsvækkende sceneri der udspillede sig lige foran mig. Med sit lange grå hår flagrende i vinden, var kvinden nået hen til Jan. Hun tog fat i begge hans ben og trak ham langsomt efter sig gennem græsset. Hen mod huset. Små regndråber begyndte at ramme mit ansigt. Et lyn flænsede himlen og oplyste det uhyggelig syn af Jan, der skrigende blev trukket ind i huset. Døren smækkede i med et hult drøn, næsten samtidig med, at et nyt lyn gennemskar nattemørket. Regnen begyndte at tage til i styrke.

Da jeg igen turde trække vejret, opdagede jeg, at Lille Ole og Birger var som sunket i jorden. Forvirret så jeg mig omkring og begyndte panikslagent, at stavre hen mod hullet i plankeværket. Lige som jeg skulle til at kravle igennem det, blev jeg angrebet af kragen, som fløj direkte mod mit ansigt. Det var kun i allersidste øjeblik, at det lykkedes mig at undgå den arrige fugls spidse, blodige næb. Da jeg igen stod inde på Volles mark, samlede jeg et af de løse brædder op fra jorden, parat til at forsvare mig mod den angrebslystne fugl. Sådan stod jeg afventende i nogle minutter. Intet skete. Kragen var tilsyneladende fløjet tilbage til huset. Jeg åndede lettet op, tog benene på nakken og spurtede gennem styrtregnen hjem til vores rækkehus.

Ubemærket låste jeg mig ind, listede op ad trappen og ind på mit lille kammer. Jeg lagde jeg mig på sengen og stirrede ind i væggen. Det puslede ude på gangen og lidt efter blev der forsigtigt banket på min dør. Min mor åbnede den og stak hovedet indenfor. Da hun så udtrykket i mit ansigt, satte hun sig på sengekanten og lagde hånden beroligende på min svedige pande.

"Rolig," sagde hun, "Du har haft mareridt min ven. nu henter jeg et par piller, så vi kan få feberen slået ned.

Om morgenen blev jeg vækket af en bankelyd, som viste sig at komme fra det lille tagvindue i kammeret. Da jeg åbnede det, så jeg lige ind i kragens ravgule øjne.