Svanehannen fra Myremosen, som kom til at spille en "lidt" uheldig rolle!

  SVANESØEN                                                   

Søen var ikke særlig stor. Faktisk havde den præcis den størrelse, der passede til to forelskede svaner. Træer og buske havde iklædt sig forårets farver og spejlede sig i al deres lysegrønne pragt. I fjor havde svaneparret omhyggeligt og med megen flid bygget rede. Svanemor havde tålmodigt varmet de dyrebare æg indtil dagen indtraf og det længe ventede mirakel skete. Æggene slog et efter et revner og  det dejligste kuld svaneunger så dagens lys.

De fem unger var selvfølgelig for længst fløjet fra reden og havde sikkert selv travlt med at stifte familie, i en af de nærliggende søer.

Svanemor lå en stund i sin lune rede i sivene og kastede lange blikke ud mod magen, der majestætisk svømmede rundt og   indkasserede respektfulde blikke fra troldænder, gråænder og lappedykkere. Fiskehejren stod som vanligt på den anden  side af søen, og lignede en der med længsel tænkte på magen, der lod vente på sig. Tiden var inde for svaneparret. Nu skulle parringen finde sted. Rammerne var perfekte og alt åndede idyl i forårssolen, der sendte varme stråler og slog smut i krusningerne på overfladen. Svanefar begyndte, med bøjet hals og brus i vingerne, at cirkle omkring svanemor, som gjorde sig feminint kostbar, ved yndefuldt at dreje sin lange hals fra side til side. For til sidst ærbart at bøje hovedet mod vandet. Men ak den lykkelige stund blev kortvarig. Stemningen blev brudt og eroterne jaget på flugt, da en mørk skygge lagde sig over søen. En fremmed svane var ankommet og stod på bredden og stirrede på dem med vagtsomme øjne. Det var en han. En kæmpe han. I det øjeblik ændrede alt sig og ville aldrig være det samme. Svanemor sendte spørgende blikke mod svanefar. Blikke, der kortvarigt fik ham til, uendeligt langsomt, at svømme i retning af den truende indtrænger, som nu havde pustet fjerpragten op, så den fremstod som en sand monstersvane. Svanemor svømmede i svanefars kølvand, som ville hun skynde på ham, så ordenen igen kunne blive oprettet i deres private Paradis. Men modet svigtede og vandet piskedes til skum, da svanefar strakte kroppen, slog kraftige slag med vingerne, og flygtede fra søen med et sus, der kunne høres viden om. Svanemor så magtesløs til og kunne intet gøre, for at forhindre det. Hun vendte sig, da hun hørte et plask. Det var den fremmede svane, og den havde med oppustet fjerpragt, sat kurs direkte imod hende. Få meter fra hende, begyndte den at svømme i cirkler. Cirkler der formindskedes for hver omgang. Det hele var gået ufatteligt hurtigt. Hendes mage gennem fem år, var jaget på porten af en vildtfremmed han, som nu gjorde krav på hendes gunst. Svanemor begyndte at svømme i retning af reden. Hun var i vildrede . Hendes stolthed og beskytter, måtte da komme tilbage og kæmpe. Hun skuede hen mod den fremmede han, som ikke alene var større, den så også langt mere imponerende ud, end ham hun havde så inderligt kær.

En halv time gik, hvor den fremmede beundrer gjorde sig alverdens umage for at imponere hende. Svanemor tog en beslutning. Han skulle væk fra deres Paradis og det kunne kun gå for langsomt. Hun steg beslutsomt ud af reden og satte med bøjet hals retning mod indtrængeren, som højst overraskende valgte at tage flugten.   

Mindre end ti minutter senere, vendte svanefar tilbage og landede med et flovt plask på søen. Svanemor ignorerede ham og gav sig til, med yndefulde bevægelser at drikke, som ville hun vise, at han var den rene luft for hende. Det fik ham til, med såret stolthed, at rejse sig fra vandoverfladen og baske så kraftigt med vingerne, at der dannedes ringe, der bredte sig og nåede ud til alle ender og kanter af søen. Men forgæves. Alt prellede af på svanemor. Lige meget hvor ihærdigt han udfoldede sig, for at overbevise hende om sine maskuline fortræffeligheder. Der var skabt ubalance i parforholdet, som ikke alene var blevet krænket, der var tillige sået tvivl i svanemor.

Det år kom der intet kuld af grå, dunede svaneunger. Men hvem ved hvad der sker til næste forår? Det siges, at ægte kærlighed overvinder alt.