Bibliotekernes lektørudtalelse, konklusion:

Et absolut solidt bud på en dansk krimiserie fra Larsson. En gedigen ny dansk krimiserie begynder at tegne sig i bøgerne om Marcus Falck og hans team. Larsson giver et godt bud på en dansk krimiserie; absolut anvendeligt som 1. bind Fortidens dæmoner, 2011

Lektør Torben Wendelboe

De er overalt og færdes frit iblandt os, de, som dræber pr instinkt. Som løven på lur i det høje græs, ørnen i et styrtdyk gennem luften, hajen lydløst i havet, slår de til når deres bytte mindst venter det. Drabschef Marcus Falck og hans team, får hænderne fulde, da to iskolde dræbere huserer på samme tid i Nordsjælland.

To hjemmerøverier går grueligt galt, først i Kokkedal i Nordsjælland og senere i Örkelljunga i Sydsverige. Mennesker, der befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, bliver uskyldige ofre for en iskold, uempatisk teenager, der slår til uden nåde.

En vellykket flugt fra Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, fordobler antallet af psykopater på et forholdsvist afgrænset område. Flugtfangen er lynende intelligent og ekspert i at maskere sig til ukendelighed.

Ingen kan længere føle sig sikre, hverken i Nordsjælland eller Sydsverige.

Vil det lykkes Falck og hans stab af dygtige efterforskere, at fange disse to mænd, som er forskellige som dag og nat; men dog har et træk til fælles: Instinktet og viljen til at dræbe alt, der kommer på tværs af deres planer.