Minderne ramte hårdere end ventet, da Johnny Kurland åbnede hoveddøren ind til det, der en gang havde været hans barndomshjem. På gulvet i den lille entre, lå massevis af reklamer og enkelte breve spredt ud. Ingen havde tilsyneladende ulejliget sig med at meddele Post Danmark om morens pludselige dødsfald for ti dage siden.

Han bukkede sig og samlede det hele sammen i en anselig stak, som han anbragte på kommoden som havde stået på nøjagtig samme sted, da han for femten år siden havde smækket døren hårdt i bag sig og forladt huset i vrede.

Det var sket efter det sidste ud af en lang række opgør med faren.

 

Han hængte sin jakke på en knage mellem sin afdøde mors overtøj. Det var kun tre dage siden hun var blevet begravet, og han havde med fuldt overlæg valgt ikke at deltage.

Beskeden om dødsfaldet var kommet på et højest ubelejligt tidspunkt, og det havde ikke været uden omkostninger, da han havde bedt sin chef om fri en hel måned. Advokatfirmaet han arbejdede for i Sidney havde travlt, rigtigt travlt. Rent faktisk havde chefen stillet ham over for et ultimatum gående ud på, at rejste han til Danmark og var væk fra firmaet i en hel måned, kunne han anse sig selv som afskediget. Beslutningen var taget og nu stod han uden arbejde.

Som enebarn havde han følt sig nødsaget til at tage sig af afviklingen af forældrenes rækkehus. Og som advokat havde han tillige de rette forudsætninger. Planen var klar, huset skulle afsættes så hurtigt som muligt, da det rummede alt for mange dårlige minder om utallige opgør med en far, der aldrig havde fundet det han havde gjort godt nok.

Hver eneste gang med moren som tavs medskyldig på sidelinjen.

Lige så langt han kunne huske tilbage, havde der været dårlig kemi mellem ham og faren. Aldrig havde han modtaget anerkendende opmuntringer, når han havde gjort sig fordelagtigt bemærket i skolen eller på sportsbanerne. Tværtimod havde han brugt enhver given lejlighed til at nedgøre ham, især når der var gæster i huset.

 

For fem år siden havde moren fundet faren død på toilettet i færd med at forrette sin nødtørft. Bizar måde at tage afsked med livet på, tænkte Johnny og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og tænke tanken til ende om, at han på den måde havde slået sin sidste skid. Sorg havde han ikke været i nærheden af at føle, hverken den gang eller nu, hvor moren havde gjort faren følgeskab og var dampet til himmels, eller hvor de nu var havnet. Trods de mange års adskillelse fra forældrene, var der ikke plads i hans hjerte til tilgivelse, dertil var arrene alt for dybe.

 

Johnny åbnede døren ind til det, faren med slet skjult stolthed i stemmen havde omtalt som sit arbejdsværelse. Det gamle solide skrivebord af egetræ, stod stadig placeret ved det eneste vindue i rummet. På den måde havde det stået så længe han kunne huske tilbage og fremkaldte straks flashbacks, om alle de gange faren havde kaldt ham ind og stå skoleret for bagatelagtige forseelser. Som oftest var det endt med bar røv og en korporlig afstraffelse med livremmen.

Han satte sig på den slidte kontorstol og kastede et blik i den opslåede kalender moren havde ladet uberørt. Datoen viste den femte juli 2005, dagen hvor faren skulle på toilettet for sidste gang.

Fra et sølvkrus tog han en mørkeblå kuglepen og skrev demonstrativt sit navn tværs hen over de opslåede kalendersider. Da han lænede sig tilbage i stolen og kiggede ud af vinduet, gled kuglepennen ud af hånden og ramte et af hjulene på kontorstolen, slog en kolbøtte og kurede hen ad parketgulvet. Han bøjede sig og strakte armen ud; men kunne ikke nå og måtte helt ned på knæ for at få fat i den.

Det sortnede for øjnene og en stærk smerte jog gennem hovedet, da han rejste sig og bankede nakken mod kanten af skrivebordet.

 

I det samme lød et lille klask, da en kuvert faldt ned og ramte gulvet.

Johnny samlede kuverten op og lagde den fra sig på bordet.

På forsiden stod: Johnnys dåbsattest. Han genkendte farens sirlige håndskrift og turde i første omgang ikke åbne kuverten, bange for hvad den ville afsløre. Hans sind var i oprør, hvad kunne det være og hvorfor havde faren gemt den ved at tape den fast under skrivebordet? Spørgsmålene stod i kø og ventede på hurtige svar.

Men han måtte først have en cigaret til at dulme nervøsiteten.

Efter et par dybe hiv, skoddede han den i en potteplante der stod i vindueskarmen, flåede kuverten op og hev dåbsattesten ud.

Det første der fangede opmærksomheden, var det ukendte navn, Erling Pau Petterson, som stod på linjen hvor hans fars navn skulle have stået. Johnny forstod ingenting og læste det igen og igen.

Kunne det virkelig have sin rigtighed? Var den mand han havde kendt som sin far gennem hele livet, i virkeligheden ikke hans rigtige far?

Sådan måtte det faktuelt hænge sammen. Denne Erling Pau Petterson var hans biologiske far. Men hvordan var det gået til? Morens navn på attesten var identisk med den person han altid havde kendt som sin mor.

 

Tankerne hvirvlede rundt og gjorde ham ør. Kunne dette være årsagen til den dårlige kemi, der altid havde været imellem ham og faren?

Det var i hvert fald en plausibel forklaring på, at faderkærlighed og omsorg var blevet erstattet med jalousi. Ja, måske ligefrem had.

En konstant omvandrende reminder om det forhold moren havde haft til en anden mand.

Brikkerne var omsider ved at falde på plads og Johnny priste sig lykkelig over at have fundet dåbsattesten. Nu følte han sig bedre rustet til at komme videre med sit liv.

Det at få vished for, at der havde været en dybere årsag til den måde faren havde behandlet ham på og at det ikke var ham, der havde været noget i vejen med. 

 

Han gik ud til bilen og hentede tasken med den bærbare computer. Måske levede denne Erling Pau Petterson, hans biologiske far, stadig.

Måske skulle der bare et par søgninger til. Det var værd at give det et forsøg; men først skulle kaffemaskinen aktiveres.

Alt var som da han forlod barndomshjemmet, bønnerne stod i den samme firkantede blå bøtte, indkøbt i Irma i tidernes morgen og snart duftede der af frisklavet mokka i køkkenet. Han skænkede op og tog kruset, der havde været hans mors private, med sig ind i stuen.

Tanken om at hans biologiske far måske stadig befandt sig blandt de levendes tal, havde udviklet en sær uro og nervøsitet, som havde transformeret sig til en hård knude i maven.  

 

Da han tastede navnet ind i søgefeltet under ’De Gule Sider’, dukkede et enkelt navn op på skærmen: E. P. Petterson.

Denne person boede i en by sølle femogtyve kilometer fra hvor han sad. Cirka tyve minutter i bil, så ville han måske stå over for sin biologiske far. Johnny mærkede pulsen stige og skænkede kaffe op i det tømte krus.

Så tastede han navnet ind på Kraks og opnåede samme resultat. Der var to telefonnumre, et fastnet og et mobilnummer.

Med mobiltelefonen i hånden, sad han et kort øjeblik og overvejede at ringe; men ombestemte sig. Han havde brug for tid til at reflektere over nyheden, der havde vendt op og ned på alting, fra det øjeblik kuverten dumpede ned fra sit skjul under skrivebordet.

 

En cigarets tid senere sad han i bilen og tastede adressen ind på GPS’en. Nysgerrigheden var stor og han var nødt til at få den stillet. Kunne denne Petterson være hans ukendte biologiske far? Hans indre var i oprør, storvingede sommerfugle flagrede konstant rundt i maveregionen og den uendelige strøm af tanker gjorde ham lettere svimmel. Hvad nu hvis det ikke var hans far? Eller hvad nu hvis det var? Hvordan skulle han tackle situationen, når han stod ansigt til ansigt med denne Petterson? En cyklist viste ham sin udstrakte midterste finger på højre hånd, da han nær havde kørt ham ned. Heldigvis fungerede ABS bremserne som de skulle.

 

Han parkerede på en p-plads nogle få hundrede meter fra adressen. Tog en dyb indånding og steg ud af bilen.

Nu skulle det være, nu ville han få vished for det som havde ligget latent lagret i hans hjerne. Fornemmelsen af at der var noget som ikke stemte overens i forhold til den mand, han alle dage havde betragtet som sin far. En mand som på intet tidspunkt, havde optrådt som en far for ham. Det var der måske en årsag til og nu var tiden inde til at finde ud af det.

 

Huset var gammelt; men forholdsvis velholdt og opført i røde sten. Haven kunne godt trænge til en kærlig hånd og i carporten matchede en hvid Volvo Amazone huset. Gammel, men særdeles velholdt.

Han slog messingdørhammeren hårdt mod den solidt udseende hoveddør. Ingen reaktion. Heller ikke da han gentog ved at lave endnu mere støj med dørhammeren. Der var ingen hjemme.

Han fulgte en flisegang, der ledte rundt om huset, standsede, skyggede for øjnene og kiggede ind gennem det første vindue han mødte på sin vej. Gardinerne var trukket fra. Han så en opholdsstue, hvor en grå sofa, to lænestole og sofabord med blå kakler udgjorde møblementet. Ved den ene endevæg stod en reol placeret. Den var fyldt fra gulv til loft med bøger. Måske det var fra manden, der beboede huset, at han havde arvet trangen til at læse alle de bøger han kunne komme i nærheden af. Det var ikke helt usandsynligt.

 

- Hvad snuser du rundt efter?

Det gav et sæt i ham, da en stemme pludselig lød hen over ligusterhækken. En gråhåret kvinde, hvis hoved lige akkurat kunne ses over hækken, betragtede ham mistænksomt gennem et par stærke brilleglas med neongrønt stel.   

Han trådte forsigtigt et par skridt hen mod hende.

- Jeg søger en mand der hedder Erling Pau Petterson.     

- Så skal du skynde dig, han er indlagt på Sygehuset i Glostrup. Han har cancer.

Johnny sank lidt mundvand.

- På Glostrup siger du, ved du noget om hvor længe han har været indlagt?

- Ja, i dag er det præcis tre uger siden de kørte af sted med ham i ambulancen for fuld udrykning. Han havde vist fået et ildebefindende. Men hvem er du? Jeg mener ikke jeg har set dig besøge Petterson før.

Han overvejede et kort øjeblik at forklare den fremmede kvinde de nærmere omstændigheder; men fortrød.

- Ved du om der er nogen der besøger ham på hospitalet?

Hun nikkede.

- Hans datter vil jeg tro, men jeg er ikke sikker, han foretrak at holde sig for sig selv.

Johnny takkede kvinden for de urovækkende oplysninger.

 

Han startede ikke bilen med det samme. Havde brug for at sunde sig. Det var ikke lige den nyhed han havde forventet. Tænk hvis manden, der måske var hans biologiske far, nåede at dø inden han fik talt med ham. Tanken fik ham til at dreje nøglen i tændingslåsen og sætte kursen mod sygehuset i Glostrup.

 

I receptionen fik han at vide, at Petterson lå på stue 909 på niende sal. I en trancelignende tilstand, trykkede han på elevatorknappen. Da dørene igen gled til siderne, trådte han ud i en mellemgang og gik hen til en dobbeltdør med matterede glasruder.

Hurtigt fandt han frem til stuen, bankede på og åbnede forsigtigt døren ind til en enestue, hvor en seng, to stole og et sengebord udgjorde det sparsomme møblement. Manden der lå i sengen, så ud til at befinde sig i dyb søvn. Forskellige ledninger og gummislanger udgik fra et digitalt apparat, der med lysegrønne tal konstant informerede om bl.a. hjertefrekvens og blodtryk.

Der hang en hvid damejakke over ryggen på stolen, der stod ved siden af hovedgærdet.

 

Johnny nåede lige at sætte sig på den anden stol ved fodenden, da døren gik op og en rødblond kvinde trådte ind.

Hun så overrasket på ham.

- Hvem er du?

Han rejste sig fra stolen og pegede forfjamsket på patienten i sengen, der var begyndt at røre på sig.

- Jeg er ikke sikker; men måske er jeg hans søn.

Kvinden så på ham med vantro i blikket og hængte hovedrystende sin taske over stoleryggen.

- Hvad er det for noget vrøvl, han er min far og så vidt jeg husker er jeg enebarn.

Manden i sengen rømmede sig og forsøgte forgæves at komme op på albuerne. Kvinden gik hen og hjalp ham, ved at rejse hovedgærdet.

Johnny nærmede sig, med tilbageholdt åndedræt, forsigtigt fra den anden side.

- Undskyld jeg sådan trænger mig på, men jeg har noget jeg gerne vil vise dig. Med rystende hånd trak han den sammenfoldede dåbsattest frem fra inderlommen og rakte den til manden.

Tiden stod stille, da manden tog læsebrillerne på og læste dokumentet. Så foldede han det sammen og rakte det tilbage.

- Det var godt du fandt frem til mig.

- Så du er min biologiske far?

Han nikkede.

- Jeg arbejdede sammen med din mor. Vi havde et kort forhold og da hun blev gravid, sendte forældrene hende til noget familie et sted i Jylland. Vi mistede kontakten og jeg anede ikke hvad der videre skete.

Johnny satte sig tavst på stolen.

Petterson hostede og rakte ud efter vandglasset der stod på det lille bord.

- Hvordan fandt du ud af at du havde en søn?

Kvinden hjalp ham ved at føre glasset op til de sprukne læber.

- Det gjorde jeg den dag der kom et brev fra kommunen, hvor i man forlangte at jeg skulle betale børnebidrag.

- Hvorfor tog du ikke kontakt til min mor og mig?

Petterson ignorerede det anklagende blik.

- Det var udelukket. Din mor havde i mellemtiden mødt en anden mand, ham du altid har troet var din far. De blev gift da du var et par år gammel.

 

Johnny rejste sig og gik hen til vinduet, plantede hænderne i karmen og stirrede med øjne der intet registrerede, ud over det meste af Glostrup og omegn.

Sådan stod han tavst i nogle minutter, hvor alt faldt på plads. Dette var altså årsagen til det manglende engagement fra den mand, han havde lært at kende som sin far. Hvorfor havde de ikke på et tidspunkt fortalt ham sandheden? Nu var det måske for sent og han ville aldrig komme til at lære sin rigtige far at kende.

 

Kvinden var kommet sig over den chokerende nyhed og gik hen og stillede sig ved hans side. Hun rakte forsigtigt hånden frem.

- Så må jeg jo være din lillesøster, jeg hedder Annelise.

Johnny følte på en underlig måde at de hørte sammen. Da han trykkede hendes hånd og præsenterede sig, mærkede han en behagelig varme sprede sig i kroppen.

I det samme gik døren op og en buttet sygeplejerske stak hovedet ind.

- Så er besøgstiden slut, der er stuegang.

Johnny så spørgende på Annelise.

- Har du tid til en kop kaffe, jeg giver.

Hun så på ham med et smil.

- Jeg har masser af tid.

Johnny vendte sig om mod sin far, der nu var omgivet af læger og sygeplejersker.

- Vi ses om ikke så længe.