NÅR EN PRÆST GÅR I STYKKER

Efter lægernes dødsdom, blev min far udskrevet fra Herlev Sygehus til et plejehjem i Søborg. Personalet tog godt imod, med flag, kage og et skilt, hvorpå der stod: 'Velkommen Ib'. Min mor besøgte ham så ofte det kunne lade sig gøre. Under hvert eneste besøg, græd han og bad inderligt om at måtte komme hjem, til de vante omgivelser i  rækkehuset.

 

På den syvende dag, en lørdag, gav hun sig. Falck transporterede ham hjem og da han fra båren genså sit elskede hjem, lyste hans gustne ansigt op i et smil. Seksoghalvtreds år. Så længe havde mine forældre på det tidspunkt boet i rækkehuset. Da der resterede ti meter hen til hoveddøren, bad han falckredderne om at komme ned fra båren. Hvorefter han langsommeligt tøffede hen mod hoveddøren, med min mors arm under sin. Forårssolen kærtegnede hans ansigt og de gråblå øjne var blanke, da han skuede ud over det, der havde været hans eget private paradis i næsten seks dekader. Jeg fik en klump i halsen, da jeg så udtrykket i hans ansigt og forsvandt skyndsomt ud i køkkenet, for at lave en kande kaffe. De hang der stadig, de blågrønne kakler jeg havde sat op, dengang han fyldte halvtreds.

 

De første fjorten dage gik nogenlunde, hvis man lige så bort fra den stejle trappe, der førte op til førstesalen, hvor toilettet og soveværelset lå. Det var hårdt at se ham kæmpe sig op. Trin for trin. Jeg tilbød flere gange at hjælpe; men løb hver gang ind i et afslag på grund af stolthed og jernvilje. Min far ville selv og da han var nået næsten op, måtte han udmattet sætte sig på et af de øverste trin. Kræfterne rakte ikke til mere.

 

Efter et par dage, flyttede han permanent ind på det ene af de to værelser på førstesalen. Jeg bar hans yndlingsstol op nede fra stuen. Den sad han i fra morgen til sengetid, med udsigt til fjernsynet og med sit anselige pillesortimentet inden for rækkevidde.

 

'1955. Jeg er seks år. Det er sommer og vi er lige flyttet fra Nørrebro til Bagsværd. Værelset jeg for første gang skal sove i, har min far og onkel Max tapetseret. Jeg skal dele det med mine to søskende. Kan ikke falde i søvn i de nye omgivelser. Lugten af nyt tapet. De manglende lyde fra sporvogne, udrykninger og fulde mennesker, er pludselig erstattet af ufattelig stilhed og mørke. Min lillebror sover trygt. Han er kun to år. Jeg står ud af sengen og stiller mig ved vinduet og får øje på to træer, som rager op bag rækkehusene,  på den anden side af vejen.'

 

Han var igen faldet i søvn, da min mor trådte ind på værelset.

"Vil du ikke have en bolle til?" spurgte hun og skubbede fadet hen mod mig.

Jeg snuppede en mere. Den fjerde den dag. Normalt spiste jeg aldrig boller; men her var intet normalt.

"Kan du huske vores røde Folkevogn?" spurgte hun lavmælt, for ikke at vække far.

"Selvfølgelig. Jeg kan endda huske nummerpladen. KK31680," svarede jeg, med slet skjult stolthed i stemmen.

Vi kiggede begge over på far, der gav lyd fra sig.

"KK31680. Det er rigtigt," mumlede han og forsvandt igen ind i søvnens barmhjertige favntag.

 

'1960. Jeg er elleve år. Det er en varm forårsdag.. Der er stolthed i min fars blik, da han viser den skinnende røde folkevogn frem . Seks mennesker, to voksne og fire børn. Medbragt mad i pergamentpapir. Kaffe på termokande. Saft i flasker, med den der specielle åbne/lukkeanordning. Lumsås i Nordsjælland i styrtregn. Gyldne minder fra en svunden tid.'

 

Tårer pressede sig på bag øjenlågene. Jeg nikkede. Den folkevogn faldt det mig ikke svært at huske. Far slog øjnene op og så forvirret på mig. Han skulle på toilettet og det skulle gå stærkt. Jeg tilbød ham en hjælpende hånd og blev endnu en gang afvist. Han ville selv. Stædige rad. Der lød en velkendt stemme nedefra. Det var Sonni. Hun genkendte mig med det samme, da hun kom op. Rakte med et smil hånden frem til hilsen. Jeg ignorerede hånden og gav hende i stedet et kærligt kram. Søde Sonni, som passede mig, når jeg som lille var syg og min mor skulle passe sit arbejde. Sonni og jeg udvekslede gensynsglæde i øjenhøjde.  

"Har han ikke været derude længe?" spørgsmålet fra min mor, fik mig til at gå hen og banke på toiletdøren. Intet svar. Døren stod ulåst. Far så op på  mig med øjne, der var drænet for liv.

"Kan du ikke komme op?"  spurgte jeg og følte mig dum.

Han rystede på hovedet. Jogging og underbukserne hang nede om anklerne. Jeg lagde forsigtigt armen om hans skulder og hjalp ham på højkant.

"Det er ikke let for dig, det her," sagde han med en hvisken, efter at jeg havde trukket hans bukser på plads

"Har du husket at…?" lød det bekymret fra døråbningen, hvor min mor havde fulgt med og nu stod og pegede hen mod toiletrullen.

Han nikkede og tøffede hen mod håndvasken.

 

Da jeg igen stod inde på værelset, kiggede jeg ud af vinduet. De to træer bag rækkehusene stod der stadig. I det ene havde en flok skader slået sig ned. De lignede en præst, der var gået i stykker.