NÅR EN PRÆST GÅR I STYKKER
Efter lægernes dødsdom, blev min far udskrevet fra Herlev Sygehus til et plejehjem i Søborg. Personalet tog godt imod, med flag, kage og et skilt, hvorpå der stod: 'Velkommen Ib'. Min mor besøgte ham så ofte det kunne lade sig gøre. Under hvert eneste besøg, græd han og bad inderligt om at måtte komme hjem, til de vante omgivelser i rækkehuset.
På den syvende dag, en lørdag, gav hun sig. Falck
transporterede ham hjem og da han fra båren genså sit elskede hjem, lyste hans gustne
ansigt op i et smil. Seksoghalvtreds år. Så længe havde mine forældre på det
tidspunkt boet i rækkehuset. Da der resterede ti meter hen til hoveddøren, bad
han falckredderne om at komme ned fra båren. Hvorefter han langsommeligt
tøffede hen mod hoveddøren, med min mors arm under sin. Forårssolen kærtegnede
hans ansigt og de gråblå øjne var blanke, da han skuede ud over det, der havde
været hans eget private paradis i næsten seks dekader. Jeg fik en klump i
halsen, da jeg så udtrykket i hans ansigt og forsvandt skyndsomt ud i køkkenet,
for at lave en kande kaffe. De hang der stadig, de blågrønne kakler jeg havde
sat op, dengang han fyldte halvtreds.
De første fjorten dage gik nogenlunde, hvis man lige så bort
fra den stejle trappe, der førte op til førstesalen, hvor toilettet og
soveværelset lå. Det var hårdt at se ham kæmpe sig op. Trin for trin. Jeg
tilbød flere gange at hjælpe; men løb hver gang ind i et afslag på grund af stolthed
og jernvilje. Min far ville selv og da han var nået næsten op, måtte han
udmattet sætte sig på et af de øverste trin. Kræfterne rakte ikke til mere.
Efter et par dage, flyttede han permanent ind på det ene af
de to værelser på førstesalen. Jeg bar hans yndlingsstol op nede fra stuen. Den
sad han i fra morgen til sengetid, med udsigt til fjernsynet og med sit anselige
pillesortimentet inden for rækkevidde.
'1955. Jeg er seks år. Det er sommer
og vi er lige flyttet fra Nørrebro til Bagsværd. Værelset jeg for første gang
skal sove i, har min far og onkel Max tapetseret. Jeg skal dele det med mine to
søskende. Kan ikke falde i søvn i de nye omgivelser. Lugten af nyt tapet. De
manglende lyde fra sporvogne, udrykninger og fulde mennesker, er pludselig
erstattet af ufattelig stilhed og mørke. Min lillebror sover trygt. Han er kun
to år. Jeg står ud af sengen og stiller mig ved vinduet og får øje på to træer,
som rager op bag rækkehusene, på den
anden side af vejen.'
Han var igen faldet i søvn, da min mor trådte ind på værelset.
"Vil du ikke have en bolle til?" spurgte hun og
skubbede fadet hen mod mig.
Jeg snuppede en mere. Den fjerde den dag. Normalt spiste jeg
aldrig boller; men her var intet normalt.
"Kan du huske vores røde Folkevogn?" spurgte hun
lavmælt, for ikke at vække far.
"Selvfølgelig. Jeg kan endda huske nummerpladen.
KK31680," svarede jeg, med slet skjult stolthed i stemmen.
Vi kiggede begge over på far, der gav lyd fra sig.
"KK31680. Det er rigtigt," mumlede han og forsvandt
igen ind i søvnens barmhjertige favntag.
'1960. Jeg er elleve år. Det er en
varm forårsdag.. Der er stolthed i min fars blik, da han viser den skinnende
røde folkevogn frem . Seks mennesker, to voksne og fire børn. Medbragt mad i
pergamentpapir. Kaffe på termokande. Saft i flasker, med den der specielle
åbne/lukkeanordning. Lumsås i Nordsjælland i styrtregn. Gyldne minder fra en
svunden tid.'
Tårer pressede sig på bag øjenlågene. Jeg nikkede. Den
folkevogn faldt det mig ikke svært at huske. Far slog øjnene op og så forvirret
på mig. Han skulle på toilettet og det skulle gå stærkt. Jeg tilbød ham en
hjælpende hånd og blev endnu en gang afvist. Han ville selv. Stædige rad. Der lød
en velkendt stemme nedefra. Det var Sonni. Hun genkendte mig med det samme, da
hun kom op. Rakte med et smil hånden frem til hilsen. Jeg ignorerede hånden og gav
hende i stedet et kærligt kram. Søde Sonni, som passede mig, når jeg som lille var
syg og min mor skulle passe sit arbejde. Sonni og jeg udvekslede gensynsglæde i
øjenhøjde.
"Har han ikke været derude længe?" spørgsmålet fra
min mor, fik mig til at gå hen og banke på toiletdøren. Intet svar. Døren stod
ulåst. Far så op på mig med øjne, der
var drænet for liv.
"Kan du ikke komme op?" spurgte jeg og følte mig dum.
Han rystede på hovedet. Jogging og underbukserne hang nede om
anklerne. Jeg lagde forsigtigt armen om hans skulder og hjalp ham på højkant.
"Det er ikke let for dig, det her," sagde han med en
hvisken, efter at jeg havde trukket hans bukser på plads
"Har du husket at…?" lød det bekymret fra
døråbningen, hvor min mor havde fulgt med og nu stod og pegede hen mod
toiletrullen.
Han nikkede og tøffede hen mod håndvasken.
Da jeg igen stod inde på værelset, kiggede jeg ud af vinduet.
De to træer bag rækkehusene stod der stadig. I det ene havde en flok skader slået
sig ned. De lignede en præst, der var gået i stykker.
Seneste kommentarer